Svend Brinkmann’s research while affiliated with Aalborg University and other places

Kunst, for eksempel performanceteater, kan skabe og påvirke dybe følelsesmæssige og kropslige oplevelser. Dette essay giver, baseret på en fænomenologisk og interdisciplinær tilgang, der involverer teater, sygepleje, filosofi og psykologi, indblik i Teater Fluks’ arbejde med temaet demens. Med udgangspunkt i indsigter skabt gennem et dybdegående interview med kunstnerne, argumenteres for, at kunstens værdi ikke kun ligger i den terapeutiske dimension, men også i muligheden for interaktion med dynamikker, der er indlejret i alle mennesker. Disse dynamikker kan bevæges og farvelægges gennem kunsten, hvilket kan skabe forbindelser mellem mennesker. Med de budskaber ønsker vi at udfordre eksisterende logikker i omsorgs- og sundhedsdomæner, der ofte, ret ensidigt, efterspørger dokumentation af kunstens værdi. I den kontekst argumenteres for, at kunsten ikke nødvendigvis kan eller skal måles, men at dens kraft i sin essens består i frisættelse og fremkaldelse af følelsesmæssige og transformerende aflejringer med potentiale for omsorg, sundhed og uddannelse. Med afsæt i dette perspektiv introduceres psykolog og psykoanalytiker Daniel Sterns forskning med fokus på bevægelse, vitalitetsaffekt som indre følelsesstrømme og associative netværk. Dynamikker som kunsten og kunstnere bevidst kan fremme ved at forbinde sansninger og oplevelser. På den baggrund rækker vi afslutningsvis ud efter perspektiver fra grupper som sjældent inkluderes i offentlige meningsudvekslinger, for eksempel mennesker berørt af demens eller social-og sundhedshjælpere. Med reference til jurist og designhistoriker John Holden og filosof Jacques Rancière ønsker vi at kickstarte en demokratisk dialog om kunstens plads i samfundet, dens iboende værdi og potentiale for omsorg.

This paper introduces the innovative practice of Dynamic Aesthetic Emancipation. It aims to enhance trauma care by emphasizing how the transformative potential of integrated arts and nature-based modalities leads to emancipatory changes for individuals that surpass conventional care and counseling methods. The practice utilizes the aesthetic and experiential aspects of creative and natural modalities to bridge the gap between personal healing and social dynamics. We highlight the necessity of approaches that empower clients to actively engage with art and nature, thereby challenging conventional therapeutic roles.

This study explores the role of music and singing in fostering transformative caring relationships between fathers and their children. It aims to understand how these interactions contribute to fatherhood identity and relational dynamics, filling a significant gap in research on musical fatherhood. Employing a phenomenological-hermeneutic approach, the study conducted open-ended interviews with eight fathers, analysing data through the lens of Paul Ricoeur's theory of interpretation. Findings reveal that musical activities enable fathers to engage intuitively and responsively with their children, facilitating a pre-verbal form of communication that deepens emotional bonds and enhances paternal identity. Music and singing emerge as powerful tools that transcend traditional parenting roles, allowing fathers to experience and express a potentiated sense of fatherhood marked by empathy, connection and care. This study highlights the profound impact of musical engagement on father-child relationships and suggests broader implications for emotional intelligence and gender roles in parenting.

Denne artikel tager udgangspunkt i noget af den kritik, der for nylig er blevet rettet mod den ekspanderende diagnostiske psykiatri ud fra to modsatrettede perspektiver: Den ene repræsenteret ved en neurovidenskabelig tilgang kendt som RDoC, som argumenterer for, at psykiatrien skal bevæge sig ud over symptomer og finde årsagerne til psykisk sygdom i hjernen (Insel et al., 2010), og en anden repræsenteret ved en kontekstuel tilgang kendt som PTMF, som argumenterer for, at psykisk lidelse skal forstås i lyset af, hvad mennesker udsættes for i deres liv (Boyle & Johnstone, 2020). Formålet med kritikken er at formulere et afsæt for en situeret tilgang til psykisk lidelse, der overvinder den diagnostiske psykiatris problemer og søger at integrere neurovidenskabelig viden om hjernen og andre forhold ved personen med viden om miljøet. Med udgangspunkt i forskere som Thomas Fuchs, Jerome Wakefield og Dorte Gannik udfolder jeg afslutningsvis fire grundprincipper for en teori om psykopatologi som situeret, der forhåbentlig peger frem i denne retning.

A shared problem in psychology, psychiatry, and philosophy is how to define mental disorders. Various theories have been proposed, ranging from naturalism to social constructionism. In this article, I first briefly introduce the current landscape of such theories, before concentrating on one of the most influential approaches today: The harmful dysfunction theory developed by Jerome Wakefield. It claims that mental disorders are hybrid phenomena since they have a natural basis in dysfunctional mental mechanisms, but also a cultural component in the harm experienced by human beings. Although the theory is well thought through, I will raise a critical question: Is it possible to isolate mental mechanisms as naturally evolved from cultural factors? I will argue that it is not, but that the theory could still be helpful in an understanding of mental disorders, albeit on a new footing that does not operate with a natural and a cultural component as two separate factors. I argue that we need to develop a “naturecultural” approach to psychopathology that avoids mentalism, based on the fact that human beings are irreducibly persons.

Denne artikel er et resultat af et samarbejde mellem en sygeplejerske, en fysioterapeut, en ergoterapeut og en psykolog. Den er ikke en opskrift på, hvordan vi skal yde omsorg og hjælpe med praktiske gøremål. Den er ment som en opfordring til at spejle dig selv og din livsanskuelse i en række oplevelser, som er opstået ud af førsteforfatterens observationer i hverdagen med sin mor, der er ramt af demens. Vi håber, gennem de beskrevne tematikker og fænomener, at kunne gøre praksis levende og nærværende for sårbare mennesker, pårørende og deres professionelle hjælpere, og på den måde bidrage til udvikling af et godt og trygt hverdagsliv for personer, der er ramt af demenssygdomme. Vores tilgang er fænomenologisk. Det giver sig tilkende ved, at vi på baggrund af vignetter med eksempler på hverdagsoplevelser, ønsker at beskrive en række eksistentielle erfaringer ud fra den måde hvorpå de viser sig for os. For eksempel har omsorgsteorier eller fysio- og ergoterapeutiske og psykologiske procedurer ikke værdi i sig selv, men de eksisterer, og har værdi som klangbund for det empatiske møde. Hvert afsnit har en tematik (et fænomen) som omdrejningspunkt. På den måde forsøger vi at få en række af de grundbetydninger frem, der knytter sig til de enkelte fænomener. Hvorvidt det lykkes, er op til læseren at vurdere, men vær opmærksom på, at det godt kan være, at dét, vi kommer frem til, ikke svarer til dine eller mine holdninger, eller den i tiden gængse, opfattelse af et givent fænomen. Og det er heller ikke meningen! Meningen er, at du skal mærke efter. Tage dig tiden til at fornemme, hvorvidt dét vi har iagttaget og beskrevet vedrørende de forskellige tematikker og fænomener holder vand, på trods af at det måske ikke passer med den mest udbredte forståelse.

After years of debate, a new diagnosis called prolonged grief disorder (PGD) was finally included in the 11th edition of the International Classification of Diseases ( ICD-11; World Health Organization). The pathologization of grief has been controversial and caused quite a stir among researchers, practitioners, and the general public. Recently, Bergsmark and Ramsing (2023) have addressed some considerations that they believe are lost in the ensuing debate, and they call for a positive response to the diagnosis among psychologists. In this reply, I argue that we have good reasons to maintain a critical stance both toward the specific grief diagnosis and toward the general pathologization of human suffering.