Available via license: CC BY-NC 4.0
Content may be subject to copyright.
Tidsskrift for kjønnsforskning
Intersektionalitet – social differentiering og
empirisk mangfoldighed
Intersectionality – Social Differentiation andEmpirical Diversity
Sune Qvotrup Jensen
Lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
qvotrup@socsci.aau.dk
Ann-Dorte Christensen
Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
adc@socsci.aau.dk
Sammenfatning
Gennem de seneste 30 år er intersektionalitetsperspektivet blevet en central del af kønsforskningen, og i kølvandet på
en begrebsrejse på tværs af discipliner og nationale kontekster har der fulgt intense debatter om indhold og metodiske
implikationer. I en nordisk sammenhæng har en af diskussionerne drejet sig om, hvorvidt intersektionalitet gennem et
fokus på strukturer, kategorier og kategoriseringsprocesser lukker analyser inde i snævre og determinerende teoretiske
rammer. Denne debat er udgangspunktet for denne artikel, hvor vi argumenterer for en forståelse af intersektionalitet
der lægger vægt på tre centrale metodologiske principper: det sensitiverende, det processuelle og det multidimensio-
nelle princip. Denne forståelse er efter vores opfattelse egnet til at fremanalysere interagerende, komplekse og gensi-
digt konstituerende sociale differentieringsprocesser. Efter at have udfoldet vores teoretiske pointer illustrerer vi disse
gennem en analyse af inkluderende og ekskluderende intersektionalitet i skandinaviske velfærdsstater belyst gennem
offentlige debatter i relation til etniske minoritetsmænds subjektpositioner og hverdagsliv.
Nøgleord
Intersektionalitet, social differentiering, kategorier, sensitiverende begreber, multidimensionalitet, etniske
minoritetsmænd, køn, klasse, etnicitet
Abstract
During the last 30 years, intersectionality has become a central perspective in gender studies, and has travelled across
disciplinary and national contexts. This has led to intense debates about the content and methodological implications
of the perspective. In a Nordic context, one of these debates has addressed whether intersectionality, through a focus
on structures, categories and processes of categorization, entraps analyses in narrow and deterministic theoretical
frames. This debate is the point of departure of this article. We thus argue for an understanding of intersectionality
that emphasizes three methodological principles: the sensitizing, the process-centered, and the multi-dimensional
principle. Such an understanding is in our view well-suited for analyzing interacting, complex and mutually consti-
tutive processes of social differentiation. After outlining this point, we illustrate the potential through an analysis of
including and excluding intersectionality in Scandinavian welfare societies with a focus on public debates about ethnic
minority men and their subject positions and everyday life.
Keywords
Intersectionality, social differentiation, categories, sensitizing concepts, multidimensionality, ethnic minority men,
gender, class, ethnicity
Copyright © 2020 Author(s). This is an open access article distributed under the terms of the Creative Commons CC-BY-NC 4.0
License (https://creativecommons.org/licenses/by-nc/4.0/ ).
DOI: https://doi.org/10.18261/issn.1891-1781-2020-02-02
Årgang 44, nr. 2-2020, s. 104–117
ISSN online: 1891-1781
VITENSKAPELIG PUBLIKASJON
Indledning
Intersektionalitetsperspektivet har i omtrent 30 år været en central del af kønsforskningens
værktøjskasse, og i løbet af de sidste i hvert fald 15 år er det blevet en nærmest uomgænge-
lig del af kønsforskeres blik på den sociale verden. Denne rejse fra margin til center i køns-
forskningsfeltet har også været en rejse på tværs af geografiske grænser, mellem fagmiljøer
samt i stigende grad en rejse over faggrænser, idet perspektivet er blevet taget op i tilstødende
fagfelter. Begrebsrejsen og den udvikling af perspektivet den har medført, har givet anled-
ning til en lang række debatter. Det har været diskuteret, om perspektivet først og fremmest
omhandler etnisk-racialt minoriserede kvinder (Nash 2008), om perspektivet kan bruges
om mænd (Carbado 2013; Tomlinson 2013), om perspektivet bør reserveres til at omhandle
strukturelle magtrelationer frem for identitet (Cho, Crenshaw og McCall 2013), om europæ-
iske intersektionalitetsforskere er forpligtet til at fastholde det fokus på race og racisme, som
oprindeligt stod centralt i perspektivet (Lewis 2013), om perspektivet er blevet udvandet og
institutionaliseret qua dets popularitet (Phoenix og Brah 2004; Yuval-Davis 2006; Collins
2015; Christensen og Jensen 2019).
1
Disse diskussioner har primært fundet sted blandt kønsforskere, som abonnerer på per-
spektivet og derfor har ønsket at præge den måde det tolkes, teoretiseres og anvendes. Andre
forskere har stillet sig mere på siden af perspektivet og problematiseret dets analytiske frugt-
barhed. Det har således været diskuteret, hvorvidt perspektivet er analytisk sensitiverende,
eller om det tværtimod lukker analyser inde i snævre, determinerende og prædefinerede teo-
retiske rammer. I nærværende artikel vil vi fokusere på sidstnævnte debat. Vi vil argumen-
tere for, at intersektionalitetsperspektivet har potentialet til udgøre en frugtbar og empirisk
åben analytik, men at udfoldelsen af dette potentiale afhænger af, hvordan man definerer og
forstår perspektivet samt hvilke metodologiske principper, man anser for centrale. Vi argu-
menterer for, at intersektionalitet skal opfattes som et sensitiverende, processuelt og multidi-
mensionelt perspektiv. Vi vil i det følgende udfolde en fortolkning af perspektivet, som efter
vores opfattelse kan gribe den sociale verdens mangfoldighed og kompleksitet. Herefter vil
vi illustrere dette potentiale gennem en analyse af etniske minoritetsmænd i en skandinavisk
velfærdsstatssammenhæng.
Kritiske røster: Kategorifiksering og intersektionalitet som rigid
ramme
Som nævnt er intersektionalitetsperspektivet ikke kun blevet mødt af begejstring, men også
af skepsis og kritik. Set fra vores position i dansk kønsforskning har især den norske recep-
tion af perspektivet været kendetegnet ved en kritisk eftertænksomhed. Måske fordi den
norske kønsforskning – så vidt vi kan vurdere – historisk har udmærket sig ved et balan-
ceret forhold mellem teori og empiri og med en vis sans for det konkrete og åbenhed
mod den empiriske verdens mangfoldighed, hvormed den har været mindre entydig teori-
og magtfokuseret end kønsforskning i flere andre nationale kontekster. Her spiller social-
antropologiens relativt fremtrædende rolle i norsk samfundsvidenskab, og dermed norsk
kønsforskning, formentlig en vis rolle. Uanset årsagerne har en central kritik i den norske
reception af intersektionalitetsperspektivet været, at det risikerer at lukke analyser af den
sociale verden inde i strukturelt prædefinerede kategorier.
Forskere, der har været skeptiske eller kritiske over for intersektionalitetsperspektivet,
har således ofte begrundet dette med spørgsmålet om kategorier og kategoriseringer. Der
er blevet advaret om, at perspektivet vil føre til for meget analytisk fokus på kategorier, for
lidt proces og manglende opmærksomhed på kategoriernes ontologiske forskelligheder og
105TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
egenart. For eksempel advarer Harriet Bjerrum Nielsen mod, at intersektionalitetsperspek-
tivet kan skabe en forestilling om, at alle sociale forskelle virker på samme måde, når de blot
teoretiseres som kategorier. Nielsen argumenterer for, at kategorier som køn, klasse og etni-
citet refererer til forskellige fænomener, hvilket dybtgående kvalitative metoder giver mulig-
hed for at fremhæve (Nielsen 2014:27, se også Knapp 2005; Hornschied 2009).
En anden kritik af intersektionalitetsperspektivets fokus på kategorier og kategorisering
finder vi hos Rebecca Lund og May-Linda Magnussen (2018). De ser en risiko for, at køn,
klasse og race reduceres til et produkt af interaktioner, som overser og skjuler de sociale rela-
tioner, som de er vokset ud af i stedet for at fremanalysere de processer, hvorunder dette sker.
Med henvisning til Dorothy Smith (2009) fremhæver de, at kategorier aldrig skal tages for
givet, men i stedet skal ses som processer og udtryk for sociale relationer. Anderledes forhol-
der det sig ifølge Lund og Magnussen med den feministiske poststrukturalisme, som efter
deres opfattelse er præget af kategorifiksering. De argumenterer for, at for poststrukturalis-
men forbliver studier af køn i samspil med andre kategorier ofte inden for på forhånd defi-
nerede abstraktioner og diskursers dialog med hinanden fremfor at fokusere på, hvordan
samspillet mellem kategorierne er skabt, hvordan de aktiveres og udleves i konkrete sociale
praksisser (Lund og Magnussen 2018).
Lund og Magnussens eget bud på en løsning af dette problem er en såkaldt radikal inter-
sektionel analyse, som er baseret på institutionel etnografi, hvor man i stedet for at pro-
ducere generaliserbare teoretiske forklaringer undersøger, hvad abstraktioner og kategorier
gør, dvs. »hvordan de organiserer handlinger og viden; hvordan de aktiveres og udleves i
en specifik kontekst, herunder måske på måder der bidrager til opretholdelsen af bestemte
gruppers privilegier« (Lund og Magnussen 2018:10). Derfor bliver det også et empirisk
spørgsmål, hvor relevante bestemte kategorier er i en bestemt kontekst, samt hvordan de
mere konkret påvirker individers og gruppers sociale praksis.
En delvis overlappende kritik finder vi hos den fremtrædende norske kønsforsker Toril
Moi, der som udgangspunkt er positivt indstillet overfor intersektionalitetsforskningens
overordnede ærinde, men kritisk over for den måde perspektivet aktuelt teoretiseres på. Moi
tager udgangspunkt i Wittgensteins filosofi og videnskabskritik og argumenterer på dette
grundlag for, at intersektionalitetsperspektivet – i lighed med en række andre begreber i køns-
og socialforskningen – i alt for høj graf teoretiseres som et perspektiv, der skal passe på alle
dele af den empiriske verden, ja være universelt gyldigt. For at dette skal kunne lade sig gøre
formuleres perspektivet i stadig mere abstrakte termer. Der bliver derfor tale om et perspektiv,
som på den ene side ender med at være meget abstrakt, mens det på den anden side trækkes
ned over alle dele af den sociale virkelighed. Når den sociale virkelighed på denne måde
underlægges en abstrakt og overgeneraliseret teoretisk konstruktion bliver resultatet, at man
taber sansen for det partikulære og specifikke, for menneskers konkrete levede erfaringer og
dermed ifølge Moi taber muligheden for at lære gennem empiriske eksempler (2017).
Intersektionalitet – en definition
Vi er langt hen ad vejen enige i ovenævnte kritik af intersektionalitetsperspektivet, og den
peger efter vores opfattelse på nogle reelle problemer i den måde perspektivet i nogle tilfælde
har været brugt og teoretiseret på. Men vi bemærker også, at perspektivet tillægges vidt for-
skellige, nærmest modsatrettede, kvaliteter i den kønsteoretiske debat: Nogle opfatter det
som kompleksitetsinviterende og egnet til at indfange den sociale verdens mangfoldighed,
mens andre opfatter det som reduktionistisk og strukturalistisk. Denne forskel hænger for
os at se sammen med, hvordan man grundlæggende forstår og tænker intersektionalitet. Vi
106 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
vil derfor i det følgende udfolde en forståelse af perspektivet, som efter vores opfattelse tager
højde for i hvert fald dele af den skitserede kritik.
På det mest grundlæggende niveau betegner intersektionalitetsperspektivet for os at se det
forhold, at sociale differentieringsformer som køn, klasse, etnicitet, race, seksualitet etc. er
gensidigt konstituerende, at denne gensidige konstituering foregår som et samspil mellem
forskellige niveauer af den sociale verden og dermed handler både om sociale strukturer og
om identitet, samt at de gensidige konstitueringsprocesser foregår på komplekse, ofte mod-
sætningsfyldte og ikke forudsebare måder.
Denne definition er på nogle måder anderledes end udbredte definitioner af perspektivet,
selv om den står i tæt dialog hermed. Eksempelvis er den anderledes end at definere inter-
sektionalitet som studiet af den måde flere forskellige undertrykkelsesformer samvirker på.
Det kan for os at se nemlig ikke entydigt afgøres, hvem der er undertrykt, og hvem der er pri-
vilegeret, hvis man tager højde for den komplekse måde sociale differentieringsformer kon-
stituerer hinanden. Med en terminologi lånt fra Jette Kofoed former og medformer sociale
differentieringsformer hinanden, hvormed de kan »overdrive hinanden eller underkende
hinanden eller endda ophæve hinanden« (Kofoed 2005:44). Dette indebærer for eksempel,
at man ikke blot kan hævde, at kvinder (i ubestemt flertal) er underprivilegerede. Ser man
på konkrete kvinder eller grupper af kvinder afhænger spørgsmål om privilegier og domi-
nans nemlig af, hvordan andre sociale differentieringer medskaber køn som social diffe-
rentieringsform. Eller udtrykt anderledes: ikke alle kvinder er underprivilegerede, og ikke
alle underprivilegerede subjekter er kvinder. Og omvendt: ikke alle mænd er magtfulde, og
ikke alle magtfulde subjekter er mænd. Denne analytiske åbning af spørgsmålet om magt
og privilegier må for os at se nødvendigvis være den logiske konsekvens af intersektionali-
tetsperspektivet, omend det naturligvis er et empirisk spørgsmål, hvordan forskellige sociale
differentieringsformer indgår i konkrete under- og overprivilegeringsprocesser.
Vores definition indebærer også, at vi ikke opfatter intersektionalitet som en substantiel
teori om bestemte undertrykte grupper in casu sorte minoritetskvinder. Der findes natur-
ligvis grupper i samfundet, som kan være ramt af flere eksklusions- og underordningsme-
kanismer samtidig. Det er vigtigt at forske i disse grupper, og intersektionalitetsperspektivet
kan være med til at producere viden om dem. Men vi opfatter intersektionalitet som et
mere alment perspektiv. For eksempel kunne intersektionalitet efter vores opfattelse være et
vigtigt perspektiv i elitestudier, hvor man kunne se på, hvordan forskellige sociale differen-
tieringsformer gensidigt forstærker og former social privilegering.
Man skal også bemærke, at vi i vores definition taler om sociale differentieringsformer
og ikke om kategorier. Dette er ikke kun et spørgsmål om ord. Vi er enige i den ovenfor
berørte kritik af, at fokus på kategorier inden for intersektionalitetsforskningen har ført til
en uhensigtsmæssig overfokusering på kategorier og kategoriseringsprocesser. For os at se
er de kategorier mennesker bruger om hinanden ganske vist vigtige, men det fører til en
underteoretisering af eksempelvis køn blot at betegne det som en kategori. Køn er ikke blot
en sociokulturel kategori, som mennesker sorterer hinanden i. Køn som socialt fænomen
er også noget strukturelt, identitetsmæssigt, materielt, praktisk, habitusmæssigt, diskursivt
og meget mere end det. Køn er med andre ord en social differentieringsform, som har både
materielle og sociokulturelle dimensioner og kan dermed ikke reduceres til en sociokulturel
kategori. At tale om sociale differentieringsformer er med andre ord både bredere og mere
præcist end at tale om kategorier. Samtidig implicerer selve termen differentiering dyna-
miske processer. Social differentiering er således de processer, der skaber social forskel. Vi
betragter med andre ord processer som vigtige, og vi vender tilbage til dette nedenfor.
Denne begrebsmæssige præcisering af intersektionalitetsperspektivet har efter vores
107TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
opfattelse potentialet til at udgøre en frugtbar og empirisk åben analytisk tilgang, som
kan give den empiriske mangfoldighed plads. Dette forudsætter imidlertid, at perspektivet
tænkes ud fra tre centrale metodologiske principper: det sensitiverende, det processuelle og
det multidimensionelle princip.
Intersektionalitet – et sensitiverende, processuelt og
multidimensionelt perspektiv
Den definition af intersektionalitetsperspektivet, vi har formuleret ovenfor, er på en gang
helt almen og relativ åben. Det almene ligger i, at vi hævder, at sociale differentieringsformer
i almindelighed er gensidigt konstituerende. Vi er dermed enige med de forfattere, som argu-
menterer for, at intersektionalitet er en egenskab ved den sociale verden i almindelighed og
ikke kun en egenskab ved bestemte marginaliserede grupper (Choo og Ferree 2010; Hancock
2007a, 2007b). Vi er også enige i det synspunkt, at der ikke findes nogen betydning af køn,
som ikke allerede er medformet af klasse, etnicitet etc. Eller som Nira Yuval-Davies har for-
muleret det:
[t]here is no meaning to the notion »black« for instance, which is not gendered or classed,
no meaning to the notion of »women«, which is not ethnocized and classed etc (Yuval-Davies
2007:565).
Vores definition bygger altså på denne præmis om gensidig konstituering, og vi ser dette som
perspektivets definitoriske og principielle kerne. Uden denne præmis intet intersektionali-
tetsperspektiv. Men definitionen rummer også en åbenhed, idet der ingen antagelse er om,
hvordan denne gensidige konstituering finder sted. Perspektivet lægger altså op til, at man
selv kan indholdsudfylde det ved at trække på forskellige typer teoritraditioner for at forstå,
hvordan den gensidige konstituering finder sted. Denne plasticitet i perspektivet, og dermed
mulighed for at bringe det i dialog med forskellige teoretiske traditioner, er – som påpeget af
Kathy Davis – formentlig en del af forklaringen på perspektivets popularitet; det kan bruges
på ganske mange forskellige måder (Davis 2008).
Intersektionalitetsperspektivets åbenhed rummer imidlertid en anden, måske vigtigere,
kvalitet, fordi åbenheden også implicerer analytisk og empirisk sensitivitet. Vi tænker her
på den debat, der løber igennem dele af socialvidenskabernes teori- og metodehistorie om
på den ene side skarpt og præcist definerede begreber, som kan operationaliseres, måles og
testes, versus – på den anden side – mere åbne begreber, som giver ide om retning og fokus
uden at lukke empiri og analyse inde i snævre forudsætninger om, hvad der er og ikke er
relevant. Herbert Blumer argumenterede eksempelvis for, at socialteoretiske begreber med
fordel kan være defineret på en åben måde frem for som præcise og målbare begreber. Han
kaldte sådanne åbne begreber for sensitiverende begreber (sensitizing concepts) i modsæt-
ning til definitive begreber (definite concepts). Blumer opfattede grundlæggende social-
teoretiske begreber som værktøjer til at forstå den sociale verden og argumenterede for, at
sådanne begreber nødvendigvis må være åbne, hvis de skal være egnede til at gribe den
sociale verdens mangfoldighed. Sensitiverende begreber er således for Blumer begreber, der
giver en ide om, hvilken retning man skal kigge, men ikke hvad man skal se (1954). Paul
Willis argumenterede for at etnografiske analyser kan være teoretisk informerede frem for
teoretisk styrede (1997), ligesom Hammersley og Atkinson i forlængelse af Blumer har anbe-
falet anvendelse af sensitiverende begreber i etnografisk forskning (2007). Derek Layder har
ligeledes argumenteret for, at teoretiske begreber kan opfattes som orienterende begreber,
108 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
der giver fokus og retning til empiriindsamling og analyse uden at lukke det analytiske blik
inde i snævre, determinerende og prædefinerede teoretiske rammer (1998). De pågældende
forfatteres argumentation er ikke ens, men de konstituerer alligevel samlet en tendens, som
har argumenteret for, at det er en styrke, at begreber og teorier defineres på en relativt åben
måde.
Intersektionalitetsperspektivet kan efter vores opfattelse tænkes ind i denne tendens og
dens tilgang til socialvidenskabelige begreber. Netop fordi perspektivet ikke rummer stærke
teoretiske antagelser om, hvordan den gensidige konstituering finder sted, bliver dette et
åbent empirisk og analytisk spørgsmål. Vi opfatter derfor perspektivet som sensitiverende.
Det rummer med andre ord i vores forståelse en form for vent-og-se tilgang til den sociale
verden, hvor man ikke på forhånd kan afgøre, hvem der er over- og underprivilegerede;
hvilke sociale differentieringsformer, der spiller den største rolle for at forstå et givent empi-
risk genstandsfelt; eller på hvilken måde sociale differentieringsformer spiller sammen i det
pågældende genstandsfelt (Staunæs 2004). Man kan også tale om dette som et det-kom-
mer-alt-sammen-an-på princip. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan køn (eller klasse
eller race eller…) udspiller sig og fungerer i en given social kontekst, fordi det afhænger af,
hvordan køn formes og medformes af andre sociale differentieringsformer i konteksten. Og
dette er et empirisk og analytisk spørgsmål. Åbenheden lægger sig også tæt op ad det meto-
dologiske princip Matsuda (1991) kalder ask the other question. Princippet kan i korthed for-
klares som at interessere sig analytisk for det, som ikke åbenlyst fremstår som relevant ved
et givent socialt fænomen: Når noget ser ud til at handler om køn og etnicitet, kan det være
frugtbart at spørge, om eksempelvis klasse eller seksualitet på en mere subtil måde spiller en
rolle for den måde fænomenet udfolder sig på (Matsuda 1991).
Det metodologiske princip om at opfatte intersektionalitet som et sensitiverende per-
spektiv kan efter vores opfattelse med fordel knyttes til to andre metodologiske principper,
som allerede står centralt i intersektionalitetslitteraturen: Det processuelle princip samt det
multidimensionelle princip.
Det processuelle princip rummer en fordring om at fokusere på processer. Dette princip
kobler tilbage til den ovenfor nævnte kritik af kategorifiksering. Også Choo og Ferree (2010)
har forholdt sig til spørgsmålet om kategorier versus processer. De argumenterer for, at
intersektionalitetsforskningen skal fokusere mere på gensidigt konstituerende processer end
på gensidigt konstituerende kategorier: »racialization more than races, economic exploita-
tion rather than classes, gendering and gendering performances rather than genders« (Choo
og Ferree 2010:134). De efterlyser endvidere analyser af, hvordan kategorier kan aktivere
hinanden. Det vil eksempelvis sige analyser af, hvilken rolle køn og klasse spiller i de pro-
cesser, hvorigennem etnicitet og race skabes, aktiveres og gøres betydningsfuld. Som et
eksempel på, hvordan køn spiller en rolle i racialiseringsprocesser, nævner Choo og Ferree,
at kritik om at være tilbagestående hvad angår kønsmæssig ligestilling spiller en rolle for
racialiseringen af muslimer i nutidens Frankrig.
Det multidimensionelle princip rummer en fordring om at analysere, hvordan forskellige
niveauer af den sociale verden hænger sammen. Dette princip knytter sig til en central debat
i intersektionalitetslitteraturen om, hvorvidt intersektionalitet som perspektiv og teoretisk
begreb først og fremmest omhandler magtforhold og strukturer eller komplekse identiteter
og subjekt positioner (Cho mfl. 2013; Tomlinson 2013; Yuval-Davis 2007).
For os at se er denne debat ufrugtbar, fordi sociale differentieringsformer fungerer på
tværs af forskellige niveauer af den sociale verden. Køn som social differentieringsform
findes således i den sociale verden som noget strukturelt, men det er oplagt, at køn sam-
tidig eksisterer på det niveau, der angår sociale identiteter og hverdagsliv som en selvføl-
109TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
geliggjort naturaliseret social kategori og som en komponent i menneskers identitet og
selvforståelse. Og det er en vigtig intersektionel pointe, at disse niveauer af den sociale verden
hænger sammen og griber ind i hinanden. Intersektionalitetsperspektivet omhandler altså
ikke enten strukturer og magtforhold eller identiteter og hverdagsliv. Tværtimod handler
det om, hvordan disse forskellige niveauer af den sociale verden gensidigt former hinanden
på tværs af forskellige sociale differentieringsformer. Choo og Ferree argumenterer i tråd
hermed for, at intersektionalitetsperspektivet fordrer multidimensionelle analyser på tværs
af mikro-, meso- og makroniveauer (Choo og Ferree 2010). Vores forståelse af det multi-
dimensionelle princip er desuden inspireret af Nira Yuval-Davis, der har argumenteret for,
at intersektionalitetsanalyser ikke bør forblive på ét analyseniveau, fordi magtrelationer og
strukturer nødvendigvis rammesætter menneskers hverdag og identitet. Ligeledes har Yuval-
Davis fremhævet, at intersektionalitet er et velegnet perspektiv til at fremhæve inklusions-
og eksklusionsprocesser på forskellige niveauer (Yuval-Davis 2007; 2011).
Opsamlende mener vi, at intersektionalitetsperspektivets analytiske potentialer bedst kan
udfoldes, hvis man lægger de tre ovennævnte metodologiske principper til grund: det sensi-
tiverende, det processuelle og det multidimensionelle princip. Vi vil nedenfor illustrere dette
potentiale gennem en analyse af et interview med en etnisk minoritetsmand – Araz. Før vi
går videre til analysen af Araz’ fortælling vil vi imidlertid – jævnfør det multidimensionelle
princip – skitsere et bestemt intersektionelt perspektiv, som danner baggrund for analysen.
Det drejer sig om den måde etniske minoritetsmænd positioneres diskursivt i ekskluderende
femonationalistiske diskurser, herunder hvordan sådanne diskurser specifikt udfolder sig i
nutidens skandinaviske velfærdsstater.
Skandinaviske velfærdsstater, køn og etniske subjektpositioner
For at forstå etniske minoritetsmænds position i de nuværende skandinaviske samfund kan
man tage udgangspunkt i analyser af det intersektionelle samspil mellem forskellige sociale
differentieringsformer, herunder det man i forskningen har betegnet som »ekskluderende
intersektionalitet«. Dette begreb peger på, at det diskursive samspil mellem idealer om køn,
etnicitet, race, seksualitet og nationalisme i vid udstrækning kan ekskludere grupper, som
man ikke opfatter som en del af det nationale fællesskab (Christensen og Siim 2010; Mokre
og Siim 2018).
Perspektivet om ekskluderende intersektionalitet er de senere år blevet udviklet i rela-
tion til begrebet om femonationalisme (Farris 2017; Sauer mfl. 2017). Argumentet bag dette
begreb er, at især højrepopulistiske partier – samtidig med, at de udtrykker markante anti-
feministiske og homofobiske argumenter – ofte fremfører synspunkter om ligestilling, køn
og seksualitet, som fungerer ekskluderende i forhold til ikke-vestlige indvandrere, især mus-
limer (Farris 2017). Disse koblinger er særligt tydelige hos højrenationalistiske partier, men
kan også iagttages i den bredere offentlige debat. I analyser af femonationalisme peges der
således på specifikke diskursive og politiske samspil mellem religion, etnicitet og nationa-
lisme, som har en særlig kønnet betydning, idet kvinder med etnisk minoritetsbaggrund
typisk fremstilles som ofre, mens etniske minoritetsmænd fremstilles som gammeldags og
patriarkalske eller farlige og kriminelle, hvorfor de opfattes som en trussel både mod kvinder
og vestlige værdier (Farris 2017). Selve begrebet femonationalisme tager udgangspunkt i
analyser af politiske debatter i UK (Farris 2017), men en række undersøgelser har anført,
at sådanne femonationalistiske diskurser kendetegner nutidige politiske strømninger i både
Nord- og Sydeuropa (Sauer mfl. 2017; Siim og Meret 2016; Krizsán og Siim 2018; Sauer og
Siim 2019).
110 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
Vi er langt hen ad vejen enige i den type af intersektionalitetsanalyse, som indfanges
af begrebet femonationalisme, og bidragene har leveret ny og brugbar viden om konse-
kvenserne af højrepopulismen, ligesom de kan bruges til at forstå etniske minoritetsmænds
position i de skandinaviske velfærdssamfund. Men vi mener dog samtidig, at man skal være
opmærksom på, at der ligger en risiko for, at analyserne kan blive for generaliserende, hvis
ikke de tager højde for kontekstuelle, kulturelle og historiske forskelle. Som vi har fremhæ-
vet ovenfor er det en vigtigt pointe i intersektionalitetsanalyser, at præcis hvordan sociale
differentieringsformer spiller sammen og former hinanden nødvendigvis er et åbent og kon-
tekstuelt spørgsmål, hvilket man skal være opmærksom på, når man overfører konkrete ana-
lyser fra en kontekst til en anden. Højrepopulisme er således ikke det samme på tværs af
nationale kontekster. I Skandinavien og andre dele af Nordeuropa (for eksempel Holland)
rummer højrepopulismen således relativt værdiliberale synspunkter i synet på eksempelvis
køn og seksualitet. Dette er for så vidt logisk inden for højrepopulismens egenforståelse: Det
som skal forsvares er jo den nationale kultur – eksempelvis den danske eller norske – og i
det omfang ligestilling og et frit syn på seksualitet alment opfattes som en del af disse natio-
nale kulturer, bliver disse værdier også noget af det som højrepopulister definerer sig selv
som forsvarer for, selvom de på paradoksal vis sjældent støtter politisk regulering, der har
til formål at fremme kønsmæssig eller seksuel ligestilling, som det eksempelvis har været til-
fældet med Dansk Folkeparti (Sauer og Siim 2019). I Syd- og især Østeuropa er højrepopu-
lismen derimod overvejende værdikonservativ, hvilket dog paradoksalt nok ikke udelukker,
at etniske minoriteters syn på seksualitet og køn problematiseres som værende for værdi-
konservativt eller værdikonservativt på en ikke acceptabel måde. For at illustrere forskellen
er det blandt andet bemærkelsesværdigt, at mens stifteren af et af de første højrepopulis-
tiske parti i Holland, Pim Fortyn, var åben homoseksuel, ønsker det højrepopulistiske parti
Jobbik i Ungarn at forbyde LGBT pride paraden i Budapest. Det er dog en vigtig pointe for
os, at netop det værdiliberale i sin konsekvens kan virke ekskluderende, når etniske mino-
riteter, især muslimer, opfattes eller konstrueres som værdikonservative og gammeldags i
synet på køn og seksualitet.
Vi ser således, hvordan et åbent intersektionelt perspektiv på den danske og de skandi-
naviske velfærdsstater kan bidrage til en nuanceret forståelse af aktuelle sociale differentie-
ringsprocesser hvad angår minoritetsmænd og – kvinders positioner og udfordringer. Med
fremvæksten af højrepopulistiske strømninger i de europæiske befolkninger, og den mere
almene udbredelse af femonationalistisk retorik, er der stærke argumenter for, at den dis-
kursive kobling mellem især etnicitet, religion, køn og seksualitet har en stor betydning for
at forstå sociale og politiske inklusions- og eksklusionsmekanismer i nutidens Europa.
En række studier påpeger således, at etniske minoritetsmænd positioneres som proble-
matiserede subjekter, der ikke »matcher« vestlige værdier (Farris 2017; Gottzén og Jonsson
2012). Det samme ser vi i den danske forskning, som påpeger, at etniske minoritetsmænd
i den offentlige debat ofte fremstilles som præget af gammeldags og patriarkalske kønskul-
turer, der står i modsætning til generelt accepterede ligestillingsidealer (Andreassen 2005;
Charsley og Liversage 2015; Christensen mfl. 2017). De overordnede stigmatiserende dis-
kurser indebærer en væsentlig indskrænkning af de muligheder og det råderum, som
etniske minoritetsmænd har. Det gælder både i forhold til, hvilke subjektpositioner, der er
til rådighed (hvordan kan man for eksempel forhandle identitet og maskulinitet op mod
socialt devaluerende forestillinger?) Og de handlestrategier, der er tilgængelige i hverdagsli-
vet (hvordan kan man for eksempel ændre en underprivilegeret social position både for sig
selv og sin familie?).
Men hvad betyder denne positionering for etniske minoritetsmænd? Vi har i andre under-
111TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
søgelser vist, hvordan denne gruppe oplever »andengørelse« i form af ikke at føle sig vel-
kommen eller ikke at kunne få læreplads og arbejde, fordi virksomhedsejere ikke vil ansætte
»sorthårede«. De oplever racisme, som de selv forbinder med deres maskuline position
(Jensen mfl. 2018). Deres identitetspositioner er i høj grad betinget af samspillet mellem
køn/maskulinitet og etnicitet, men det er samtidig tydeligt, at køn og etnicitet fletter sig
sammen i et tæt samspil med klasse. Det vil vi i det følgende illustrere med udgangspunkt i
en konkret etnisk minoritetsmand.
Araz’ fortælling
Efter at have belyst den måde etniske minoritetsmænd er positioneret på i en nutidig dansk
sammenhæng, vil vi her zoome ind på en specifik etnisk minoritetsmand – Araz – som vi
har interviewet i forbindelse med et større empirisk forskningsprojekt Interloc omhandlende
intersektionalitet og lokalt medborgerskab (se uddybende Christensen og Jensen 2012).
Araz er kurder fra Tyrkiet og bor i bydelen Aalborg Øst, som eren sammensat bydel, hvor
den etniske diversitet er højere end i resten af Aalborg (Jensen mfl. 2018). Araz er gift og har
tre voksne børn. Han er pensioneret, men har tidligere arbejdet på fabrik og som pædagog.
Han har været aktiv i den kurdiske sag, medlem af PKK og medlem af det venstreoriente-
rede danske parti Enhedslisten. Hans fortælling er præget af stolthed over at have kunnet
klare sig, men samtidig også af modsætningsfyldte identifikationer, hvor hans position som
etnisk minoritet relateres til placeringen ikke kun i det etniske, men også det klassemæssige
hierarki.
På baggrund af den femonationalistiske diskursive ramme, vi har optegnet ovenfor, er det
oplagt at interessere sig for, hvorvidt Araz oplever sig som en problematiseret etnisk mino-
ritetsmand og for, hvordan han forholder sig til køn og ligestilling. På overordnet niveau til-
slutter han sig et alment ligestillingsideal. Han siger: »Jeg har lært meget af PKK’s aviser og
alt muligt. Her i vores hjem har vi ikke kun kvinderettigheder, vi har også børnerettigheder».
Selv om Araz således er tilhænger af et alment ligestillingsideal både i forhold til køn og
børneopdragelse, er det vanskeligt at få ham til at konkretisere dette nærmere i forhold til,
hvilken praktisk betydning dette har for hans egen hverdag. Til gengæld lægger han – som vi
skal se i det følgende – vægt på at bruge ligestillingsidealet til at lægge afstand til de grupper
af arabiske mænd, som han opfatter som sexistiske.
For en multidimensionel intersektionel analyse er det et vigtigt spørgsmål, hvorvidt eller
måske snarere hvordan Araz identitet og hverdagsliv rammesættes af den diskursive proble-
matisering af etniske minoritetsmænd, især muslimer, som vi har skitseret ovenfor. Umid-
delbart tyder interviewet ikke på at denne problemstilling betyder meget for Araz. Men
kigger man nærmere på materialet, er der alligevel spor af disse overordnede diskurser i
interviewet. For det første lægger Araz vægt på, at han ikke opfatter sig som muslim. Dette
er vigtigt, fordi danske diskurser særligt problematiserer netop muslimske mænd. For det
andet lægger Araz som nævnt vægt på at differentiere sig selv – og kurderne – fra arabere
og arabiske mænd, som han opfatter som sexistiske og mandschauvinistiske. Såvel under-
stregningen af ikke at være muslim som afstanden til arabiske mænd kan tolkes som en
håndteringsstrategi i forhold til stigmatiseringen af etniske minoritetsmænd/muslimske
mænd. Araz konstruerer således identitet ved at markere forskel til grupper, der er for-
bundet med problematisk maskulinitet og renser dermed sig selv for stigmaet. I et proces-
perspektiv kan man opfatte dette som udtryk for en disidentifikationsproces (Skeggs 1997)
2
.
Araz identificerer sig således aktivt bort fra positionen som gammeldags og kønspolitisk
problematisk minoritetsmand. Endelig, for det tredje, lægger Araz gennem interviewet stor
112 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
vægt på at tale om klassemæssig og social mobilitet. Dette har ikke direkte noget med
problematiseringen af etniske minoriteters kønsrelationer at gøre, men kan i bredere for-
stand opfattes som en strategi for at bevæge sig væk fra en etnisk minoritetsstatus. Inve-
stering i social mobilitet kan således opfattes som en satsning på integration og dermed
som et forsøg på at bevæge sig og sin familie væk fra en position som socialt underpri-
vilegerede etniske minoriteter – og dermed væk fra minoritetsstigmaet. I et intersektionelt
perspektiv kan vi forstå dette som udtryk for, at klasse som en social differentieringsform
spiller en rolle for processer knyttet til en anden differentieringsform – etnicitet. Klasse
aktiveres således i Araz’ forhandlinger om minoritetsstatus, og klasse bliver dermed en
aktiv kategori i såvel etnificeringsprocesser som processer knyttet til etnisk disidentifika-
tion.
Måske er det også på denne baggrund, vi skal forstå, at Araz i interviewet er særligt optaget
af klassemæssig mobilitet, såvel for ham og hans familie som for kurderne som gruppe. Araz
forholder sig til kurderne som en særlig gruppe, hvor han fremhæver, at de gennemgående
er mere socialt mobile end andre etniske grupper og også mere, end han selv har været som
fabriksarbejder.
Nu arbejder kurderne ikke så meget på fabrik. De er selvstændige alle sammen. Alle sammen har
restaurant og pizzariaer. For eksempel har vi her i Nordjylland 50 pizzariaer efterhånden, og hver
af disse 50 har ca. 3-4 personer ansat.
Gennem denne fremhævelse af den kurdiske gruppe som særligt opadgående socialt mobile
markerer Araz en tydelig distinktion til andre etniske minoritetsgrupper. Han lægger således
vægt på at tilhøre en etnisk minoritetsgruppe, der i klassemæssig forstand har klaret sig
bedre end andre minoritetsgrupper. En tolkning kunne være, at Araz forsøger at positionere
sin etniske gruppe væk fra det stigma, som kendetegner etniske minoriteter, ved at frem-
hæve, at mange kurdere som selvstændige erhvervsdrivende har en anden klasseposition.
Man kan måske udtrykke det på den måde, at klasse, også på et kollektivt niveau, aktiveres
som kategori i etniske disidentifikationsprocesser. Næsten som om kurdere bliver en lille
smule »mindre etniske« i kraft af deres – ifølge Araz – stærke klassemæssige position. Klasse
som social differentieringsform spiller altså en rolle for de processer, der former og medfor-
mer etnicitet.
Parallelt med denne stolthed over at tilhøre en etnisk gruppe, der klarer sig godt, har Araz
nogle store forventninger til sine børn. For selvom Araz placerer sin egen etniske gruppe
– kurderne – højst i det etniske hierarki, har han større forventninger til sine egne børn. Han
er overbevist om, at uddannelse til både kvinder og mænd (og ikke tilværelsen som pizza-
ria-ejer) er vejen frem, og han er stolt over, at den målrettede indsats med at sikre børnene
en videregående uddannelse er lykkedes.
De skal ikke være sammen med forkerte mennesker. De skal ikke lege eller snakke med andre .. dår-
ligere mennesker. (…) Mine børn arbejder ikke på restaurant, pizzeriaer eller sådan noget. Det må
de ikke. De skal læse og få en god uddannelse.
Araz satser altså hårdt på en investering i sine børns opadgående sociale mobilitet og dermed
integration i majoritetssamfundet. Man kan forstå denne investering som en etnisk disiden-
tifikationsproces, der blandt andet indebærer social distance til andre etniske minoritets-
subjekter, især hvis disse har en lav klassemæssig status. Samtidig kan de »forkerte« eller
»dårligere« mennesker, som Araz taler om, måske også have majoritetsstatus. Dermed er der
113TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
også tale om en distancering bort fra alt der er associeret med arbejderklasse og dermed om
en klassemæssig disidentifikationsproces på tværs af etnisk status.
Araz’ fortælling viser, hvordan sociale differentieringsformer som etnicitet, køn og klasse
spiller sammen på en dynamisk og kompleks måde: Kategorier som køn, etnicitet og klasse
er således ikke statiske, men de tillægges forskellige og ofte modsatrettede betydninger i
forhold til, om der er er tale om etniske minoriteter i det hele taget, ens egen etniske gruppe
(kurderne) eller familien (her børnene). Konstruktionen af etnicitet sker dermed ikke i en
rigid kategorisk ramme, men i stedet i et dynamisk samspil med klasse og køn. Det inter-
sektionelle blik rejser således relevante perspektiver i forhold til at forstå, hvordan de over-
ordnede rammer for etniske minoriteter i en dansk kontekst skal ses i forhold til nuancerede
processer. Dette vedrører bestræbelser på at undgå stigma, etniske differentierings- og disi-
dentifikationsprocesser, herunder familiernes stræben efter gennem børnenes uddannelse
at kunne foretage en social opstigning. Samtidig viser analysen betydningen af empirisk
åbenhed – selv om overordnede samfundsmæssige diskurser især handler om koblingen
mellem køn og etnicitet, viser det empiriske eksempel, at Araz’ situation og hans handle-
strategier ikke kan forstås uden at inddrage klasse som social differentieringsform, herunder
samspillet mellem køn, klasse og etnicitet. I denne forbindelse hjælper intersektionalitets-
perspektivet til at »stille andre spørgsmål«.
Konklusion
Intersektionalitetsperspektivet er i dag et af de mest udbredte perspektiver i kønsforsknin-
gen, ligesom det har vundet en vis udbredelse i tilgrænsende forskningsfelter. Begrebets gen-
nemslagskraft har medført en lang række diskussioner og debatter, både blandt forskere, som
abonnerer på perspektivet og forskere, som indtager en mere skeptisk position. Perspektivet
er således blevet problematiseret for at lukke analyser inde i snævre, determinerende og præ-
definerede teoretiske rammer. Vi anerkender, at denne kritik peger på nogle reelle problemer,
men vi opfatter samtidig intersektionalitet som et perspektiv, der har et potentiale til at åbne
op og give empirisk mangfoldighed plads. Forløsningen af dette potentiale afhænger imid-
lertid af, hvordan perspektivet defineres og forstås. Vi har argumenteret for en definition, der
lægger vægt på, at sociale differentieringsformer er gensidigt konstituerende, at denne gensi-
dige konstituering foregår som et samspil mellem forskellige niveauer af den sociale verden,
samt at de gensidige konstitueringsprocesser foregår på komplekse, ofte modsætningsfyldte
og ikke forudsigelige måder. Vi er dermed kritiske over for en tolkning af intersektionali-
tetsperspektivet, der har kategorier som det primære omdrejningspunkt, såvel som over for
tolkninger, der fokuserer ensidigt på enten sociale strukturer og undertrykkelse eller kom-
plekse subjektpositioner. Vi har desuden argumenteret for en forståelse, der lægger vægt på tre
centrale metodologiske principper: det sensitiverende, det processuelle og det multidimen-
sionelle princip. Vi forstår med andre ord intersektionalitet som et sensitiverende og orien-
terende perspektiv, der betoner det processuelle og det multidimensionelle. Vi argumenterer
for, at en sådan forståelse af intersektionalitetsperspektivet kan være en hjælp til at gribe den
sociale verdens mangfoldighed og udvide forståelsen heraf, frem for at underlægge empiriske
udsnit af den sociale verden en prædefineret teoretisk ramme.
Vi har illustreret dette potentiale gennem en analyse af etniske minoritetssubjekter i en
skandinavisk velfærdsstat – Danmark – og vist, hvordan den diskursive kobling mellem køn,
seksualitet og etnicitet kan få den sociale konsekvens at ekskludere bestemte grupper. Dette
illustrerer betydningen af at være opmærksom på, hvilket indhold kategorierne tillægges og
ikke mindst, hvordan de fortolkes og får nye betydninger i sociale differentieringsprocesser.
114 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
Vi har dernæst illustreret det multidimensionelle princip ved at gå ned i et interview med
en konkret etnisk minoritetsmand, Araz, og analyseret hvordan disse overordnede diskurser
rammesætter hans fortælling. Det viser sig, at Araz fortælling indirekte forholder sig til den
diskursive positionering af etniske minoritetsmænd, men at etnicitet for Araz især formes af
og forhandles gennem klasse. Dette illustrerer den grundlæggende pointe, at selv om inter-
sektionalitetsanalyser bør tilstræbe at koble det strukturelle med det identitets- og hver-
dagslivsmæssige, er det sidste ikke determineret af det første. Man må vente og se, og man
må turde stille andre spørgsmål til empirien, end dem man på forhånd antager er vigtige.
Efter vores opfattelse er intersektionalitetsperspektivet egnet hertil, i hvert fald sådan, som
vi forstår og definerer det.
Vi kan selvsagt ikke være sikre på, at intersektionalitetsperspektivets kritikere vil stille sig
tilfreds med den udlægning af perspektivet, som vi foreslår. Men vi håber, at vores reflek-
sioner kan bidrage til den fortsatte debat om, hvordan intersektionalitetsperspektivet kan
forstås, defineres og anvendes på en produktiv måde.
Noter
1 For en oversigt over disse debatter se for eksempel følgende særnumre: Signs; Journal of Women in
Culture and Society 38(4), 2013; Du Bois Review 10(2), 2013; European Journal of Women’s Studies
24(4), 2017.
2 Ved disidentifikation forstår vi en aktiv afstandtagen til identitetskategorier, der er forbundet med
stigma eller lav social status og som derfor kan virke truende eller socialt devaluerende (se uddybende
Skeggs 1997).
Litteratur
Andreassen, Rikke 2005: The Mass Media’s Construction of Gender, Race, Sexuality and Nationality.
Ph.d. afhandling, University of Toronto.
Blumer, Herbert 1954. »What is Wrong with Social Theory?«, American Sociological Review 19(1):
3-10. https://doi.org/10.2307/2088165
Borchorst, Anette og Mari Teigen 2010. »Political Intersectionality – Tackling Inequlities in Public
Policies in Scandinavia«, Kvinder, Køn og Forskning (19) 2-3: 19-30. https://doi.org/10.7146/
kkf.v0i2-3.28011
Carbado, Devon W. 2013. »Colorblind Intersectionality«, Signs: Journal of Women in Culture and
Society 38 (4):811-845. https://doi.org/10.1086/669666
Charsley, Katharine og Anika Liversage 2015. »Silenced husbands: Muslim marriage migration and
masculinity«, Men and Masculinities 18 (4): 489-508. https://doi.org/10.1177/1097184X15575112
Cho, Sumi, Kimberlé W. Crenshaw og Leslie McCall 2013. »Toward a field of intersectionality studies:
Theory, applications, and praxis«, Signs: Journal of Women in Culture and Society 38(4): 785-810.
https://doi.org/10.1086/669608
Choo, Hae Yeon og Myra Marx Ferree 2010. »Practicing Intersectionality in Sociological Research :
A Critical Analysis of Inclusions, Interactions, and Institutions in the Study of Inequalities«,
Sociological Theory 28 (2): 29-149. https://doi.org/10.1111/j.1467-9558.2010.01370.x
Christensen, Ann-Dorte og Birte Siim 2010. »Citizenship and Politics of Belonging – Inclusionary
and Exclusionary framings of Gender and Ethnicity«, Kvinder, Køn og Forskning (19) 2-3: 8-18.
https://doi.org/10.7146/kkf.v0i2-3.28010
Christensen, Ann-Dorte og Sune Qvotrup Jensen 2012. Stemmer fra en bydel. Etnicitet, køn og klasse
i Aalborg Øst. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
115TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020
Christensen, Ann-Dorte, Jeppe Fuglsang Larsen og Sune Qvotrup Jensen 2017. »Marginalized adult
ethnic minority men in Denmark: The case of Aalborg East«. I: Thomas Johansson and Chris
Haywood (red.): Marginalized Masculinities: Contexts, Continuities and Change. Oxford:
Routledge.
Christensen, Ann-Dorte og Sune Qvotrup Jensen 2019. »Intersektionalitet – begrebsrejse, kritik og
nytænkning«, Dansk Sociologi 31(2): 15-34.
Collins, Patricia Hill 2015. »Intersectionality’s Definitional Dilemmas«, Annual Review Sociology, 41:
1-20. https://doi.org/10.1146/annurev-soc-073014-112142
Davis, Kathy 2008. »Intersectionality as buzzword: A sociology of science perspective on what
makes a feminist theory successful«, Feminist Theory 9 (1): 67-85. https://doi.org/10.1177/
1464700108086364
de los Reynes, Paulina og Diana Mulinari 2005. Intersektionalitet. Malmø: Liber.
Esping-Andersen, Gösta 1990. The Three Welfare Regimes. Princeton, NJ: Princeton University Press.
Farris, Sara R. 2017. In the Name of Women’s Rights. The Rise of Femonationalism. Durham and
London: Duke University Press.
Hammersley, Martyn og Poul Atkinson 2007. Ethnography – Principles in practice (3. udgave).
London: Routledge.
Hancock, Ange-Marie 2007a. »Intersectionality as a normative and empirical paradigm«, Politics &
Gender 3(2): 248-254. https://doi.org/10.1017/S1743923X07000062
Hancock, Ange-Marie 2007b. »When multiplication doesn’t equal quick addition: Examining
intersectionality as a research paradigm«, Perspectives on Politics 5(1): 63-79. https://doi.org/
10.1017/S1537592707070065
Hornschied, Antje 2009. »Intersectional challenges to gender studies – gender studies as a challenge to
intersectionality«. I: Cecilia Åsberg mfl. (red.): Gender Delight. Science, Knowledge, Culture and
Writing…For Nina Lykke. Linköping University.
Gottzén, Lucas og Richard Jonsson (red.) 2012. Andra män. Maskulinitet, normskapande och
jämställdhet. Malmö: Gleerups.
Jensen, Sune Qvotrup, Jeppe Fuglsang Larsen og Ann-Dorte Christensen 2018. »Voksne etniske
minoritetsmænd, marginalisering og intersektionalitet«, Kvinder, Køn og Forskning 27(4): 71-84.
https://doi.org/10.7146/kkf.v27i4.111702
Knapp, Gudrun-Axeli 2005. »Race, Class, Gender. Reclaiming Baggage in Fast Travelling Theories«,
European Journal of Women’s Studies 12(3): 249-265. https://doi.org/10.1177/1350506805054267
Kofoed, Jette 2005. »Holddeling. Når der gøres maskulinitet og hvidhed«, Kvinder, Køn & Forskning
14(3): 42-52. https://doi.org/10.7146/kkf.v0i3.28114
Kriszan, Andrea og Birte Siim 2018. »Gender equality and family in European populist radical-
right agendas: European parliamentary debates 2014«. I: Trudie Knijn mfl. (red.): Gender and
Generational Division in EU Citizenship. Cheltenham: Edgar Elgar Publishing.
Layder, Derek 1998. Sociological practice. London: Sage.
Lewis, Gail 2013. »Unsafe Travel: Experiencing Intersectionality and Feminist Displacement«, Signs:
Journal of Women in Culture and Society 38(4): 869-892. https://doi.org/10.1086/669609
Lund, Rebecca og May-Linda Magnussen 2018. »Intersektionalitet, virksomhedskundskab og
styringsrelationer«, Tidsskrift for Kjønnsforskning 42(4): 268-283. https://doi.org/10.18261/
issn.1891-1781-2018-04-05
Matsuda, Mari J. 1991. »Beside my sister, facing the enemy. Toleration, adaption and appropriation«,
Stanford Law Review 43 (6): 1183-1192. https://doi.org/10.2307/1229035
Moi, Toril 2017. Revolution of the Ordinary: Literary Studies after Wittgenstein, Austin, and Cavell.
Chicago: University of Chicago Press.
116 SUNE QVOTRUP JENSEN OG ANN-DORTE CHRISTENSEN
Mokre, Monika og Birte Siim 2018. »Negotiating Equality and Diversity: Transnational Challenges
to European Citizenship«. I: Birte Siim og Monika Mokre (red.): Diversity and Contestation over
Nationalism and Europe and Canada. London: Palgrave/Macmillan.
Nash, Jennifer C. 2008. »Re-thinking intersectionality«, Feminist Review 89(1): 1-15. https://doi.org/
10.1057/fr.2008.4
Nielsen, Harriet Bjerrum (red.) 2014. Forskeller i klassen. Nye perspektiver på kjønn, klasse og
etnisitet i skolen. Oslo: Universitetsforlaget.
Sauer, Birgit mfl. 2018. »Exclusive intersections: constructions of gender and sexuality«. I: Gabrielle
Lazaridis mfl. (red.): Understanding the Populist Shift. Othering in a Europe in Crisis. London/
New York: Routledge. https://doi.org/10.4324/9781315656779
Sauer, Birgit og Birte Siim 2019. »Inclusive Political Intersections of Migration, Race, Gender and
Sexuality – The Cases of Austria and Denmark«, NORA. Nordic Journal of Gender and Feminist
Research (27) 4: 1-30. https://doi.org/10.1080/08038740.2019.1681510
Siim, Birte og Hege Skjeie 2008. »Tracks, intersections and dead ends: multicultural challenges
to state feminism in Denmark and Norway«, Ethnicities 8(3): 322-444. https://doi.org/10.1177/
1468796808092446
Siim, Birte og Susi Meret 2016. »Right-wing Populism in Denmark – people, nation and welfare in
the construction of the ’Other’«. I: Gabrielle Lazarides mfl. (red.): The Rise of the Far Right in a
Europe Under Crisis. Populist shifts and ’Othering’. London: Palgrave /Macmillan. https://doi.org/
10.1057/978-1-137-55679-0_5
Siim, Birte og Anette Borchorst 2017. »Gendering Europeanwelfare states and citizenship: revisioning
inequalities«. I: Patricia Kennett og Noemi Lendvai-Bainton (red.): Handbook of European Social
Policy. Cheltenham: Edward Elgar Publishing.
Skeggs, Beverley 1997. Formations of Class and Gender. London: Sage Publications.
Smith, Dorothy Edith 2009. »Categories are not enough«, Gender and Society (23)1: 76-80.
https://doi.org/10.1177/0891243208327081
Squires, Judith 2007. The New Politics of Gender Equality. Houndsmills, Basingstoke: Palgrave/
Macmillan. https://doi.org/10.1017/S1743923X09000269
Staunæs, Dorthe 2004. Køn, etnicitet og skoleliv. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.
Tomlinson, Barbara 2013. »To Tell the Truth and Not Get Trapped: Desire, Distance and
Intersectionality at the Scene of Argument«, Signs: Journal of Women in Culture and Society 38(4):
995-1017. https://doi.org/10.1086/669571
Willis, Paul 1997. »Theoretically informed ethnographic study«. I: Nugent mfl. (red.): Anthropology
and Cultural Studies. London: Pluto Press.
Yuval-Davis, Nira 2006. »Intersectionality and Feminist Politics«, European Journal of Women’s
Studies 3 (3): 193-209. https://doi.org/10.1177/1350506806065752
Yuval-Davis, Nira 2011. The Politics of Belonging: Intersectional Contestations. London: Sage.
https://dx.doi.org/10.4135/9781446251041
117TIDSSKRIFT FOR KJØNNSFORSKNING | ÅRGANG 44 | NR. 2-2020