Redaktørens forord

Full text

DANSK SOCIOLOGI Nr. 2/17. årg. 2006
5
Redaktørens forord
Så er Dansk Sociologi på gaden igen, og der er god grund til at glæde sig over den
alsidighed, der kendetegner sociologien i Danmark. I dette nummer har vi finge-
ren på pulsen med to artikler, der hver på sin måde belyser unge indvandreres
liv i Danmark. Men vi begiver os også ud på en spændende odyssé i sociologiens
historie og graver en interessant teoretisk figur op, der længe har været glemt:
massen. For ja, hvordan er det egentlig gået med dette begreb?
Men lad os lige tage tingene i rækkefølge. I disse tider tales og skrives der en
hel del om indvandrere og danskere med indvandrerbaggrund. Hvis man vil
dykke et lag dybere end mediernes hurtige nyhedstrøm, er der god grund til at
læse de to første artikler i dette nummer. I artiklen “Forestillede forskelle“ under-
søger Sabine Klinker og Marie Hvoslef Rasmussen, hvorledes fællesskaber opstår
blandt unge med henholdsvis dansk og indvandrerbaggrund. Vi hører tit alar-
merende historier om manglende integration og parallelsamfund, men hvordan
står det egentlig til blandt de unge?
De to forfattere har gennem længere tid fulgt en gruppe unge i en 10. klasse i
Albertslund, og de viser, at selv i denne aldersgruppe holder man sig til “sine
egne“. Unge med dansk baggrund går sammen, og unge med indvandrer-
baggrund går sammen. Artiklen forklarer denne segregering med begrebet “fore-
stillede forskelle“, dvs. at man forestiller sig, at “de andre“ er helt anderledes end
én selv – en forestilling, der dog ikke holder for en nærmere granskning. Uanset
etnisk baggrund har man nemlig de samme interesser. Pigerne interesserer sig
mest for tøj, make-up, fyre og musik, og drengene for computerspil, fodbold og
basketball. Men etnicitet er altså stærkere end interesser, når det handler om at
danne fællesskaber.
Artiklen viser ganske tankevækkende, at selv om de unge med indvandrer-
baggrund er født i Danmark og taler flydende dansk, betragter de ikke sig selv
som danske, og det gør deres skolekammerater med dansk baggrund heller ikke.
Det interessante er dog, at denne forskel ikke er stigmatiserende. Det er lige så
sejt at være perker, som det er at være etnisk dansker, og det giver ligefrem en vis
status at have “perkerkapital“ (fx at kunne sige “wallah“ på den helt rigtige
perker-agtige måde) … mens en ung med dansk baggrund højest kan gøre sig
forhåbninger om at være “perker-wanna-be“ eller “plastik-perker“.
Artiklen “Perker med no-life i Velfærds-danmark“ broderer videre på dette
emne, idet den dog fokuserer på hvorledes velfærdsstatens institutioner forhol-
der sig til disse unge. Kathrine Vitus Andersen viser, hvorledes Hassan på 13 – en
helt almindelig dreng med talent for fodbold – lige så stille forvandles til “perker“,
da han sendes på en fritidsinstitution for vanskelige børn. De velfærdsstatslige

6
DANSK SOCIOLOGI Nr. 2/17. årg. 2006
institutioner, der skal forebygge, at unge kommer ind på en kriminel løbebane, er
i virkeligheden med til at skabe og fastholde “problemidentiteter“. De fungerer
nemlig ved hjælp af et problemfokuserende blik, og de identiteter, der faldbydes
i en sådan institution er som sagt udelukkende “problemidentiteter“. I den insti-
tution, som forfatteren undersøger, foregår der således et dagligt “identitets-
arbejde“, hvor børnene lærer at forstå sig selv som “problematiske“, idet der
skabes en nødvendig sammenhæng mellem det at være etnisk og det at være et
problembarn. Identiteten “almindeligt barn“ er ganske enkelt ikke en identitets-
mæssig option i den undersøgte institution.
Kathrine Vitus Andersen peger således på et paradoks, der kendetegner de
velfærdsstatslige institutioner, der skal bringe unge på ret køl igen. På den ene
side følger de en normaliseringslogik, fordi de har til formål at resocialisere
unge og lære dem almindelige danske normer. Men på den anden side er denne
normaliseringslogik tæt forbundet med en “anormaliseringslogik“, for i det øje-
blik man havner på en sådan institution, bliver man defineret som “anormal“,
dvs. som en case, der netop ikke kan leve op til de almindelige danske normer. I
det perspektiv handler Hassans historie om hvordan en dreng rekrutteres og
tilpasses til en afvigeridentitet.
And now to something completely different. I artiklen “Massen: på sporet af en
glemt sociologisk figur“ laver Christian Borch en arkæologisk udgravning af
masse-begrebet, der stod centralt i det 19. århundredes samfundsteori. Og det
viser sig, at der er tale om et begreb – og mere generelt en sociologisk teori-
horisont – der godt kan tåle at blive støvet af. Senest har bl.a. Bruno Latour
betonet, at hans aktør-netværksteori henter inspiration fra netop denne glemte
sociologi, der går tilbage til før så prominente navne som Gabriel Tarde og Gus-
tave Le Bon. I det 19. århundrede blev massen tæt kædet sammen med modernitet-
ens opkomst. Moderniteten blev nemlig opfattet som massernes æra, idet denne
masse dog fremstod som modernitetens skyggeside. Midt i modernitetens ratio-
nalitet og fremskridt var massen et dunkelt, voldeligt og irrationelt fænomen, en
ukontrolleret udfoldelse af seksuelle energier, alt det kvindelige.
Men selv om massefiguren ikke kunne stå distancen og lidt efter lidt er blevet
kørt ud på et sidespor i sociologien, er den dog senere dukket op igen og har
været med til at berige andre felter. Hvordan skulle man fx forstå de irrationelle
massehandlinger på finansmarkeder uden netop at have et begreb om massen?
Og ville studiet af vor tids forbrugeradfærd ikke blive beriget ved i højere grad at
trække på begrebet om massen? Sidst men ikke mindst peger Christian Borch på,
at den hypnotiserende effekt, der konstituerer massen ikke nødvendigvis udgår
fra en person (føreren), men lige så vel kan udgå fra en ting, et objekt, et symbol,
en krop… Hos digteren Walt Whitman mister massen således sin negative kon-
notation og forvandles til noget positivt: en pludselig mulighed for kropslig
berøring, en pludselig chance for at udviske forskelle og ulighed. I denne fore-
stilling forvandles massen således fra en potentiel voldelig størrelse til et “de-
mokratisk ikon“.

DANSK SOCIOLOGI Nr. 2/17. årg. 2006
7
Med dette tema om kroppe og objekter er vi havnet lige midt i vores Review-
Essay “Tingenes politik“. Anders Blok tager os med på en tekno-kunstudstilling
arrangeret af ingen ringere end Bruno Latour (se, der var han igen). Og der er vist
kun én ting at sige: læs det! For hvor har vi dog i sociologien været optaget af
mennesker og menneskers gøren og laden, i en sådan grad, at vi helt har glemt
tingene. Men forestil Dem nu, at tingene og vores omgang med tingene i ligeså
høj grad konstituerer det sociale (idet “ting“ dog forstås bredere, dvs. ikke kun
som objekter, men også som epistemologiske konflikter om, hvad der er). Det er
Latours ambition at revitalisere demokratiet under teknologiske betingelser og
dermed undersøge muligheden for et “objektorienteret demokrati“. For Latour er
demokratiet objektorienteret i to forskellige betydninger: dels samles offentlig-
heder om kontroversielle ting, dels samles de gennem teknologiens mediering.
Parlamenter er steder for samtale, og de fungerer gennem en sindrig anordning af
talerpulte, ordstyrerpladser og afstemningssystemer. Det, der er på spil for Latour,
er således intet mindre end en genopfindelse af demokratiet på teknologiske
betingelser.
Den såkaldte “Muhammed-krise“ handlede også på sin vis om demokrati på
moderne, globale, teknologiske betingelser. I vores kronik, “En grænseløs ytrings-
frihed i et grænseløst samfund“, kommer vi dog ikke ind på krisens teknologiske
dimension, men derimod på princippet om ytringsfrihed. Frederik Thuesen Peder-
sen mener nemlig, at dette princip trænger til en sociologisk opdatering, som
altså følger her. Thuesen Pedersen skelner mellem ytringsfrihedens tre dimen-
sioner: en normativ dimension, der handler om hvad vi bør kunne sige, og hvad
vi bør undlade at sige; en juridisk dimension, der vedrører, hvad vi må sige i
henhold til national og international lovgivning; og endelig en dimension, der
vedrører social praksis: hvad bliver der egentlig sagt rundt om kaffebordene
eller ved fredagsbønnen? Hvad er det accepteret at sige privat, og hvordan for-
holder det sig til, hvad det er acceptabelt at sige offentligt? Ytringsfriheden handler
altså ikke kun om jura, men også om hele den normative og sociale praksis, der
er knyttet til omgangen med dette stolte princip, og som dette princip helt kon-
kret er spundet ind i. På denne baggrund argumenterer Frederik Thuesen Peder-
sen for en phronetisk ytringsfrihed (med en henvisning til Aristoteles’ begreb om
phronesis, dvs. dømmekraft). I moderne grænseløse samfund, der er bundet sam-
men af moderne kommunikationsteknologi, er vi nødt til at have et vist kend-
skab til “den andens“ perspektiv, hvis vi altså vil undgå afsondring og konflikt.
Vi skal stadig værne om ytringsfriheden og give “de hellige“ kamp til stregen,
men det skal ske phronetisk, dvs. med en vis omtanke for og viden om den
konkrete kontekst vores ytringer indgår i. Skriver altså Frederik Thuesen Peder-
sen.
Sidst men bestemt ikke mindst fortsætter Rasmus Antoft og Michael Hviid Ja-
cobsen vores føljeton om sociologi og poesi (seneste bidrag var Bo Isenberg i vores
seneste nummer, Dansk Sociologi nr. 1, 2006). I denne inspirerende kommentar
plæderer forfatterne for at kunst og poetisk fantasi kan berige sociologien. Dette

8
DANSK SOCIOLOGI Nr. 2/17. årg. 2006
kan ske på mange måder – den poetiske fantasi (film, bøger etc.) kan fx få os ud
af vores gamle sociologiske vanetænkning, den kan bruges som kilde i den so-
ciologiske forskning, og den kan også inddrages, når sociologien skal formidles.
For nu bare at nævne et par enkelte muligheder.
Kort sagt: redaktionen håber, at dette nummer gør vores læsere både klogere
og gladere. Manni Crone