Fortællingen om de danske værter og deres generende gæster

Full text

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 275
14
Fortællingen om de
danske værter og deres
generende gæster
Peter Hervik
Selvom de gør et forsøg på at komme til at ligne os så meget som
muligt – for måske at få større accept – så er det jo alligevel aldrig godt
nok, for de kan jo ikke pludselig blive hvidhårede ligesom danskerne
– Helle, 25 år og lærer.
De este danskere har meget begrænset kontakt med indvandrere,
ygtninge og deres efterkommere. I stedet for erfaringer stammer
danskernes forestillinger fra de kategorier, argumenter og billeder, som
cirkulerer i nyhedsmedier og hverdagens samtaler. Efterhånden er ta-
len og fortællingerne dog blevet mere og mere indlejret som en særlig
grundfortælling, hvor de nye borgere bliver sat ind i et gæst vært-sce-
narie frem for at inkludere dem og os i kategorier, som er lokale og
mindre i omfang end race, kultur og etnicitet (Rorty 1989). I denne fore-
stillingen vil de andre aldrig kunne blive som os indfødte danskere, som
Helles udtalelse antyder.
Helles udtalelse stammer fra en undersøgelse, jeg foretog i 1998,
der senere indgik i bogen Den generende forskellighed (Hervik 1999).
Grundfortællingen om danske værter og generende gæster viste sam-
men med andre undersøgelser, at en typisk søgen efter særlige danske
værdier og en såkaldt danskhed hang nøje sammen med øget modstad
mod landets etniske minoriteter (Hervik 1999, 2002, 2003).
Narrativ forskning.indd 275 28/04/16 18.57

276 t PETER HERVIK
I et andet projekt, der blev gennemført i 2008, fremstod begreberne
gæst og vært igen. Resultaterne viste, at den samme grundfortælling
gjorde sig gældende, men at den også indeholdt nogle nere nuancer i
forståelsen af gæster som “fremmede, man kunne stille store krav til”,
hvilket viser et behov for at kigge nærmere på guren gæst og metafor-
en indvandrer-som-gæst.
Først skal det dog slås fast, at der er ere betydninger af narrati-
ver i spil og dermed også ere analyseniveauer. Den oprindelige gæst
vært-fortælling udgør en kognitiv baggrund, der er udledt fra længere
etnograske interview, deltagerobservation og fokusgruppe-samta-
ler, men de er samtidigt ofte ubevidste sedimenter af erfaringer, som
ikke kan reduceres til sprog men objektiveres og simpliceres af det
(Hervik 1995). Desuden ligger disse grundfortællinger bag for eksem-
pel nyhedsmediernes historier, som igen – ligesom interpersonelle ud-
vekslinger og erfaringer – også påvirker forståelserne.
Vi har således groft sagt at gøre med i hvert fald tre forskellige for-
tællinger:
1) Den enkelte persons tale om egen personlig erfaring indrammet
af interviewerens spørgsmål. Herfra kan forskeren udlede personens
narrativer og narrative elementer.
2) Grundfortællinger (eller kernefortællinger), som ses gennem
forskerens udledning af den bagvedliggende mere eller mindre delte
kulturelle forståelsesramme, der – som vi skal se – former sig som en
grundfortælling med narrative forløb og gurer (Mishler 1990).
3) Institutionernes narrativer. Det kunne være nyhedsmediernes hi-
storier – som kilder til viden og holdning – hvor de konkrete historier
er dele af større grundfortællinger, eller som medie-antropologer og
andre kalder dem: master-narratives eller myter (Arno 2009). Eller det
kan være institutioner som Anonyme Alkoholikeres 12 trins-narrativ,
som vi skal møde lidt senere.
Mireille Rosello har taget “immigranter som gæst”-visionen op til dis-
kussion og beder os om ikke at glemme, at dette er en metafor (2002).
George Lako har pointeret, at metaforer er et styringsredskab for
kognitionen og derved også for at tale (Lako 1987, Lako og Johnson
1980), hvilket har den implikation, at forståelsen kan ændres ved at æn-
Narrativ forskning.indd 276 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 277
dre ordvalget. Men Naomi Quinn (1991) kritiserer derimod Lako for
at antage, at metaforer skaber deciderede nye forståelser. I stedet sætter
metaforen snarere ord på allerede eksisterende forståelser, hvilket også
er mit udgangspunkt.
Det er min hensigt i dette kapitel at se nærmere på de gurer, der
optræder i grundfortællingen, nemlig gæsten og værten, som ofte udgør
et basalt kognitivt skema for individets senere kulturelle erfaringer og
måde at forstå verden på. Ved yderligere at sætte gurerne ind i en
kontekst med begreberne xenofobi og gæstfrihed, vil jeg diskutere nu-
ancer og ændringer i gæst-vært-fortællingen, mens jeg argumenterer
for, at den fastholder relationen mellem indfødte danskere og danskere
med indvandrerbaggrund i et forhold af uforenelighed.
Kulturelle modeller som grundfortællinger
Dorothy Holland et al. (1998) har beskæftiget sig indgående med så-
danne kognitive grundfortællinger, og hvordan de hænger sammen
med identitetsdannelse og kulturel viden.
Et radikalt teoretisk skifte i antropologiske studier af, hvordan
kulturel viden er organiseret, fandt sted i 1980’erne. Herefter blev det
almindeligt at opfatte kognitive skemaer som det mest almindelige
grundlag for læring. Skiftet fandt sted i en større bevægelse som in-
kluderede blandt andet lingvistik, psykologi, antropologi og praksis so-
ciologi især med dets teoretiske skifte fra fokus på regler til indlejrede
skemaer og regelmæssigheder (Hanks 1990). Skemaer organiserer vo-
res oplevelser og læres i samspil med andre mennesker. Det betyder, at
det meste af vores viden er kulturel viden, der igen så at sige eksisterer
uden for sproget (Sweetser 1990; Lako 1987). Lidt rkantet kan man
sige, at kognitive skemaer deles af ere mennesker og kan derfor kaldes
kulturelle skemaer, “kulturelle modeller” (Holland og Quinn 1987) eller
“gurative verdener” (Holland et al. 1998). At de er gurative betyder,
at de er abstrakte og ikke konkrete. (I denne artikel skal jeg for en-
kelthedens skyld anvende kulturelle modeller). Typisk udgør skema-
er en slags simpliceret forestillet verden, som danner baggrund for
menneskets handlen. De indeholder typisk en slags generiske gurer
og handlingselementer, skabt af tidligere oplevelser. Når man tit taler
Narrativ forskning.indd 277 28/04/16 18.57

278 t PETER HERVIK
om dem som dramatiserede forløb, henviser det til, at mange af deres
elementer relaterer til hinanden i form af velkendte fortælleforløb eller
standard plots (Holland et al. 1998: 53). Eksempler på disse er den kul-
turelle model for romantiske forhold (Holland et al. 1998) og forholdet
mellem gæster og værter, som jeg skal vende tilbage til.
Mens narrativet er et redskab til meningsdannelse, så er der enighed
om, at betydning nder sted i mødet mellem de forudgivne kulturelle
modeller og konkrete emner i den virkelige verden så som narrativer,
gurer, tegninger og billeder, og hvor dannelse af mening ikke nødven-
digvis er bevidst. Identitet er i denne tilgang et begreb, som kombine-
rer den intime eller personlig verden med det kollektive rum med alle
dets kulturelle udtryk og sociale relationer (Holland et al. 1998: 4). Når
vi har med identitet som fortælling at gøre, så handler det om histori-
er, handlinger og aktører, som fremstår meningsfulde, fordi vi allerede
kender den dybereliggende kulturelle forståelsesverden (D’Andrade
og Strauss 1992). For det første samler dette en persons forståelse af
egen social position i forhold til andre (relationelle identiteter). For det
andet, nder man de gurative identiteter, som fremkalder narrativer,
scener og generiske gurer, hvor de relationelle identiteter fokuserer
på indbyrdes forhold, hierarki og lignende (Holland et al. 1998). Vi må
derfor i en narrativ analyse studere både selve fortællingen af konkrete
historier, undersøge bagvedliggende kognitive meta-fortællinger samt
betydningsdannelse, som sker i mødet mellem fortælling og grundfor-
tællingen.
Narrativer kan ses som måder at huske fortiden på, måder at få
samtidige situationer til at give mening og til at guide fremtidige hand-
linger (Mattingly og Garro 2000). En god historie, forklarer Claudia
Strauss, er en historie, som passer godt ind i kulturelle for-forståelser
eller skemaer. Et eksempel på dette er livet som alkoholiker set igen-
nem Anonyme Alkoholikeres (AA) program. Når en alkoholiker, der
har accepteret, at han drikker, træder ind i AA-behandlingen, så vil
han igen og igen høre og læse andres personlige historier om alko-
holmisbrug og lære om “de 12 trin”. Når han selv begynder at fortælle
sin egen selvbiograske historie, så er han allerede begyndt at erstatte
en del af egenhistorien med dele af den nye AA-fortælling. Den faste
standard AA-fortælling indeholder blandt andet sentenser som: “al-
Narrativ forskning.indd 278 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 279
koholisme er en progressive sygdom”, “alkoholikeren er magtesløs over
for alkohol”, “alkoholikeren er ude af kontrol” og “AA er for dem som
ønsker det, ikke for dem som har behov det” (Holland et al. 1998: 83).
Det betyder, at det at fortælle ens egen historie er en terapeutisk nød-
vendighed og en moralsk forpligtigelse (Steen 1995). Til sidst passer
den personlige historie så godt sammen med AA’s budskab og AA’s
oprindelige historier, som blev udviklet i 1930’ernes USA, at personen
kan begynde at hjælpe andre på vej. Heraf fremgår det, hvordan for-
tællinger ren faktisk udgør en terapi (Holland et al. 1998), hvor det ikke
længere handler om det enkelte menneskes tilbøjelighed, men om en
fælles måde at se verden på (Steen 1995).
Når en fortælling fortælles i medierne eller et andet sted, så gælder
det, at gentagelsen, appellen til følelser samt moralisering over, hvad
det er rigtigt, forkert og uundgåeligt er særlig eektive til, at den bli-
ver hængende i erfaringen (Holland 1992). Samtidig er fortællingernes
styrke, at de tilbyder sammenhæng af modstridende og uforenelige
elementer, der kan forme et samlet og tidsafgrænset plot (Dauenhauer
og Pellauer 2014). Faktisk gælder det, at for antropologer og lingvister
handler narrativer mindre om et bestemt indhold som hvad der sker,
hvor, hvornår, og med hvem, men mere om at de fremhæver under-
liggende forudsætninger, som hjælper til at bringe orden i de levede
verdner, hvori talerne bender sig. Sådanne antagelser indeholder kul-
turel viden som ofte er transparent for talerne. Pointen er netop, at den
kulturelle forståelse her ikke er genstanden for øjets blik, men er dét
som øjet ser med (Hastrup og Hervik 1994). Derfor må etnografen
lære at kopiere de samme udledninger, som talerne må, når de nder
betydning frem i narrativerne (Hill 2005).
At de enkelte fortællinger ikke nødvendigvis er korrekte er særlig
vigtigt for den viden og holdninger, vi møder i medierne. Man kan ofte
med fordel tænke på journalistik som historiefortælling eller lige frem
en myte. “Journalister laver reportager, men de fortæller historier”,
hedder det i et klassisk citat af Livya Polanyi (1989). Enhver histo-
rie har derved en pointe. (Peterson 2007). Myten udgør en (meta)for-
tælling i samfundet, som udtrykker fremherskende idealer, ideologier,
værdier og tro. Myten er en god social fortælling med et rigt indhold
om forskellige aspekter af livet, også selvom den ikke nødvendigvis
Narrativ forskning.indd 279 28/04/16 18.57

280 t PETER HERVIK
er korrekt. Den trækker på arketypiske gurer, som formes som ek-
semplariske modeller for, hvordan det sociale liv bør leves (Peterson
2007). At beskrive nyhederne som en social fortælling er, argumen-
terer Peterson, et redskab til at øge opmærksomheden på historierne
snarere end de elementer, som indgår i dem (facts). I dette perspektiv
er det således ikke informationen, de indeholder, men måden hvorpå
nyhedshistorier artikulerer informationen, og hvordan dette er bundet
til større betydningssystemer, som er vigtige.
Jack Lule argumenterer for, at alle nyhedshistorier kan reduceres
til varianter af en af syv grundfortællinger omkring nogle arketypiske
og kulturelle gurer. Bag de sproglige nyheder gemmer der sig i virke-
ligheden de samme syv fortællinger om oeret, syndebukken, helten,
den gode moder, tricksteren, den anden verden og oversvømmelsen
(Lule 2001). I modsætning til grundfortællingen om gæster og værter,
så stammer Lules arketyper fra psykoanalysens arketyper.
Selvom narrative fremstillinger af identitet, på personligt, socialt
og nationalt identitetsplan kan fortælle os en masse om livshistorier
og social hukommelse, bør de efter min opfattelse også underkastes
en nærmere etnogrask analyse i dette begrebs oprindelige antropo-
logiske betydning. Psykoanalysens indsigter må omsættes i praksis
nyhedsformidling. Man bør da spørge: Hvem fortæller historien til
hvem? Hvilken historie fortæller folk om sig selv og hvem lytter? Ved
at skabe forbindelser mellem elementer, som ellers ikke hører sammen,
kan narrativet også skabe hegemoniske relationer, hvor visse kends-
gerninger og særlig viden ligefrem fortrænges. I den hjemlige krise
omkring Muhammed-karikaturtegningerne, blev verdens muslimer
fremstillet som vrede og voldelige personer, dvs. “syndebukke” fra “den
anden verden” i Lules optik. Faktum er imidlertid, at størstedelen af
klodens mere end en milliard muslimer ikke protesterede, ertallet af
protesterne var ikke voldelige, i mange tilfælde blev protesterne arran-
geret af staten snarere end af muslimske demonstranter, og boykot og
afbrænding af danske ag blev fremhævet som en provokation og ikke
som et legalt udtryk for friheden til at ytre sig (se Peterson 2007).
Når en person fortæller om sit liv, så foretrækker James Peacock og
Dorothy Holland at bruge ordet ‘fortælling’ (story) i stedet for (livs)’hi-
storie’ (history), for at adskille den fra historie-begrebet, der implicerer,
Narrativ forskning.indd 280 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 281
at der er tale om faktuelle forhold. Valget af ‘fortælling’ understreger
således, at fortællingen ikke nødvendigvis er korrekt, og at dette i øv-
rigt heller ikke er centralt. Det er altså erindringen, som her er vigtig.
Denne fortælling deler forfatterne op i yderligere to typer. Den første
type fokuserer på ‘livet’, den anden på ‘fortællingen’. Den om livet har
yderligere to undertyper. I den første af disse bruges fortællingen som
et vindue til historiske og etnograske begivenheder, mens man i den
anden undertype interesserer sig for fortællerens subjektive oplevelse
og erfaring (Peacock og Holland 1993). En anden måde at beskue nar-
rativet er, som om det var en proces, der er i gang og derved ufærdig,
mens narrativet dog også kan analyseres som et færdigt produkt, hvor
selve indholdet, formen og dens udbredelse er i fokus.
Det meste af den viden, folk har, er kulturel viden (Strauss 2015:
xiv) Derfor er det nødvendigt at fokusere på, hvordan viden bliver til.
Ikke mindst, hvordan viden gennem personlige fortællinger til en selv
og andre over tid fører til standardiserede fællesfortællinger, som i til-
fældet med de anonyme alkoholikere. Majoritetsdanskeres møde med
indvandrere, efterkommere og ygtninge kan netop ses i et sådant per-
spektiv, som her dog prioriterer at kigge på selve fortællingen og ikke
dens historiske herkomst.
Forestillingen om gæster og værter
‘Gæst vært’-forestillingen blev første gang præsenteret i 2004 (Hervik
2004), og er baseret på en undersøgelse fra 1998. Undersøgelsen inde-
holdt en medieundersøgelse (se Hervik 1999) og længere kvalitative
interview-samtaler med 52 indfødte danskere på Sjælland på mellem
en og tre timer. Samtalerne handlede om danskernes forhold til lan-
dets nye beboere, uanset om det var asylansøgere, indvandrere, efter-
kommere eller ygtninge. Den fulde analyse kan ses i Hervik (2004,
2011). Den gik ud på, at udlede den grundfortælling, som de 52 per-
soner benyttede sig af (i forskellige udstrækning), og som lå bag de
sproglige udtalelser. Udtalelserne faldt i tydelige tematiske grupperin-
ger, som “‘os danskere’ og ‘de fremmede’”, “som ikke hører ‘naturligt’
til i Danmark”, “Danmark som hjem”, “uforenelige forskelle”, og “an-
massende anderledeshed”. Vi kunne udlede, at majoritetsdanskernes
Narrativ forskning.indd 281 28/04/16 18.57

282 t PETER HERVIK
udsagn om ygtninge og indvandrere gav særlig mening ud fra et sce-
narie af ‘gæster’ og ‘værter’ i et særligt forløb, ud fra hvilket vi kunne
udlede selve grundfortællingens elementer. I sådanne gæst vært-situa-
tioner forventes det at:
R5 Gæsterne ankommer til værtens hjem
R5 Værten opfylder gæsternes basale behov, indtil de er i stand til
at forsørge sig selv
R5 Værten udstikker rammen for deres møde og forventer, at gæ-
sterne overholder denne
R5 Som kompensation for værtens generøsitet forventes det, at gæ-
sterne undgår at genere eller forurolige værten, hvilket i praksis
betyder, at de opfører sig så diskret som muligt og samtidig er
villige til at opføre sig, som værten gerne vil have det.
R5 Gæsterne tager hjem
Når gæsterne så alligevel nægter at betragte sig selv som gæster i den-
ne særlige betydning, hvilket i særdeleshed gælder dem, som har boet
og betalt skatter i Danmark gennem mange år, skævvrider de værtens
grundfortælling. Ifølge denne forventes det jo nemlig, at gæsterne ikke
udstiller specielle kulturelle markører, som for eksempel tørklædet, der
ser ud til at genere værten. At skilte med forskelligheden får således
den konsekvens, at værten føler sig trådt på og derfor er i sin gode ret
til at udtrykke sig negativt om de utaknemmelige gæster og “sætte dem
på plads”.
Hvis gæsterne således ikke evner eller viser en vilje til at leve op til
værtens tillid, er de ikke længere velkomne og risikerer, i sidste ende,
at blive ekskluderede. Det vil sige, at uden en vis form for gensidighed
mellem gæster og værten, oplever værten måske en form for udnyttelse
og omvendt rollefordeling – værten bliver bange for at blive oer for
sine egne gæsters spekulation. Accepterer værten dette, vil det udstille
hans eller hendes naivitet, da værten i første omgang havde magten til
at afgrænse selskabet.
Utilfredsheden med gæsterne – de etniske minoriteter – skinner da
også tydeligt igennem i de følgende udvalgte citater: “Jeg synes, at det
er forkert, at en mand, der bor i Somalia, ygter fra et tropisk klima
Narrativ forskning.indd 282 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 283
op til et allerhelvedes koldt, nordisk klima. Det er unaturligt. “ – Per,
53 år og edb-konsulent. Et andet lyder: “De er fremmede med deres
udseende simpelthen” – Grethe, 61 år og sekretær og, tilføjer Marianne,
53 år og socialrådgiver: “De skal kende normerne så godt som muligt
og altså falde ind, så virker det ikke så provokerende” – Marianne, 53
år og socialrådgiver. Anders, 37 år og funktionær afslutter: “Integration
betyder at undlade tørklæde og islam”.
Disse udvalgte citater fra undersøgelsen afspejler tydeligt tenden-
sen til at opdele i “vi” og “de andre” – i danskere og ikke-danskere.
Helle, hvis udtalelser indleder dette kapitel, fremstiller forskellene
mellem os og dem som uoverstigelige fysiske barrierer, der spærrer for
en mulig integration. Per giver udtryk for, at det slet ikke er naturligt,
at “de andre” kommer herop. De hører ikke til her, og skal derfor ikke
havde de samme rettigheder som ‘vi’-gruppen.
Men gæsterne er uregerlige. De lever netop ikke op til forestillin-
gerne om, hvordan gæster opfører sig. Gæsterne provokerer alene ved
at komme anmassende med deres synlige, kulturelle fremtoning.
Gode gæster Dårlige gæster
– imødekommende – ikke-imødekommende
– taknemmelige – udnyttende
– rigtige ygtninge – bekvemmelighedsygtninge
– ydmyge – provokerende
– lærevillige, nedtoner
– kulturelle forskelle – ligeglade
– griner af værtens vittigheder – forstår ikke humoren
Hvis de etniske minoriteter således ikke kan eller vil blive som os (på
grund af deres naturliggjorte – og problematiske – kulturelle forskel-
lighed) bliver det meget vanskeligt at undgå diskrimination og racis-
me, hvilket må være en forbløende situation. Ofrene bliver på denne
måde gjort skyldige i deres egen marginalisering. Deres forskellighed
udgør en uforenelighed, hvilket er et af kerneelementerne i nyracisme17
17 Begrebet nyracisme blev lanceret i slutningen af 1970’erne og henviser til en mere subtil racis-
me, der betoner “kultur”, “forskellighed”, “etnisk”, “etnicitet” frem for “race” (Hervik 2011).
Narrativ forskning.indd 283 28/04/16 18.57

284 t PETER HERVIK
(Hervik 2011). Når integration og nyracisme således kædes sammen
på denne vis, fremstår det også legitimt at rette tiltag, hvis formål er at
hindre diskrimination mod de etniske minoriteter og ikke mod dem,
man normalt ville anse for at være diskriminerende.
Denne forestilling om gæster og værter udgør en kulturel model,
som relaterer sig mest til den tilgang, som Dorothy Holland og Naomi
Quinn lancerede (1987) og senere reviderede (D’Andrade og Strauss
1992; Holland et al. 1998). De antog, at fortællingen var så indlejret, at
den ofte blev brugt ubevidst, og folk derfor heller ikke sprogligt kunne
artikulere den kulturelle model, selvom den styrede deres betydnings-
dannelse. Forestillingen blev tænkt som den bagvedliggende forståelse af
‘gæsten’, som deles af alle, men, som Strauss påpeger, så tillod den endnu
ikke, at folk kunne have kendskab til ere forståelser samtidigt, hvordan
udfaldet blev, og hvordan forskellige forståelser kunne fordele sig på spe-
cikke fortolkningsfællesskaber. Der var altså visse skjulte nuancer, især i
gurerne ‘gæst’ og ‘vært’, som vi ikke k frem i lyset (se også Hill 2005).
Historier om uforenelige forskelligheder
I et senere studie fra 2008 tog vi gæst vært-forestillingen op igen i
forbindelse med et andet forskningsprojekt. Vi valgte at tage udgangs-
punkt i, hvad vi på forhånd anså som den mest tolerante, åbne, inklu-
derende gruppe danskere, nemlig universitetsstuderende i 20’erne. Vi
gennemførte tre fokusgruppe-interview. Disse interview var designet
således, at de kunne suppleres af materiale fra deltagelse i fælles mid-
dage, familie-sammenkomster, café-diskussioner, e-mails og anden
mere uformel kommunikation (Hervik 2011, 2012).
I modsætning til undersøgelsen i 1998, hvor brugen af ‘gæst’ og
‘vært’ var sjælden, så oplevede vi nu, hvordan gæst og værts-begreberne
var blevet mere og mere brugt i hverdagssamtaler og medierne. De ud-
gjorde positioner, som folk “gik ind for” eller “tog afstand fra”. Det kan
ikke udelukkes, at fremlæggelse af gæst vært-modellen i sig selv har
haft en betydning for dette, idet den blandt andet er blevet fremlagt i
en stor konference om Danskhed på Københavns Universitet i 2002.
For at få debatten i gang viste vi et tv-klip fra en diskussion i Aarhus
mellem en dansker med indvandrerbaggrund, Osman Ôztoprak,
Narrativ forskning.indd 284 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 285
og en indfødt dansker, Preben Jensen, fra Foreningen imod moske-
en i Aarhus. Under interviewet omtaler Preben Jensen igen og igen
Osman Ôztoprak som gæst, på trods af dennes residens og arbejde
i Danmark gennem mere end en generation. Omvendt insisterede
Osman Ôztoprak igen og igen på, at han ikke var en gæst i landet, og
derfor ikke fulgte værtens regler. Der er således tale om en slags kamp
om, hvilken grundfortælling som er i spil.
I en af grupperne bliver Preben Jensens insistering afvist. Bagefter
forklarer Maria: “Jeg synes, at det er enormt provokerende, at han står
og siger til ham, der står foran ham, at han sådan set er gæst, når han
været i det her land i 26 år. Og han snakker udmærket, for ikke at sige
perfekt, dansk, det synes jeg er provokerende” (studerende, 24 år).
Erik (lærer, 28 år) forklarer sammenfattende: “Altså, vores holdnin-
ger er rimelige klare omkring ham der, tror jeg. Manden er lige så
meget dansk, som den anden, der står på den anden side af bordet,
og sviner ham til og siger han er ‘gæst’”. Erik fortæller videre: “Jeg
synes, at det interessante er ikke om vi skal ha en moske eller ej – men
om kulturhuset. Hvad skal de bruge kulturhuset til at lave kultur i
Danmark for? Det er jo et dansk forsamlingshus”.
I Marias udtalelse og i Eriks første, så er Ôztoprak dansk, og altså
ikke gæst. Men i den sidste udtalelse sniger grundfortællingen sig al-
ligevel ind. Hvis du tager din egen udenlandske kulturelle bagage med
ind i kulturcentreret, så gør du dig selv til en fremmed eller en gæst.
Erik afviser idéen om, at Ôztoprak er en gæst, men han taler ikke spe-
cikt om ham som person. I stedet går han over til at tale om det kol-
lektive og kulturelle, hvor synlige forskelle kaprer opmærksomheden.
Denne synlighed og reproduktion af kulturel forskellighed skal vi ikke
tillade, forklarer han, fordi de repræsenterer det modsatte af integra-
tion. Dermed er Ôztoprak alligevel gjort til en af de fremmede, for folk
som ham skal ikke lave deres egne kulturhuse i Danmark.
Der er ere udtalelser, som supplerer. Mikkel, studerende og 24 år,
siger for eksempel “Det er et mønster, man tit selv falder i”. Jesper
(studerende, 32 år) fortsætter “Jeg ville ikke have noget problem med
at benytte den selv (...). Det er helt indlysende, der må være en form
for et sådan et forhold”. Han fortæller også: “Jeg kan ikke lige forestille
mig, at hvis jeg yttede til et andet land, ikke ville opføre – opfatte
Narrativ forskning.indd 285 28/04/16 18.57

286 t PETER HERVIK
mig selv som en form for gæst, i hvert fald i meget meget lang tid, og
måske skal vi ud i ere generationer, før man holder op med at føle sig
lidt som gæst”.
... når man kommer til et nyt sted, så indretter man sig i et vist omfang
efter de regler og normer, der nu er gældende dér. Muligvis hvis man
har den intention at blive, selvfølgelig kan man på længere sigt forsøge
at påvirke, men det .. og den muslim uagtet – hvis man kommer som en
fremmed, eller gæst, og skulle fremhæve sig selv og sin anderledeshed,
det synes jeg ikke er særlig høigt eller passende, hvad skal man sige.
Så synes jeg man på en eller anden måde bryder med en sådan gæst
vært-opfattelse.
Jesper har tilsyneladende det korte ophold i tankerne ved rejser til
udlandet, mens han medvirker til at fastholde Ôztoprak som gæst i
Danmark på trods af de 26 år, han har boet her.
Nadia (studerende, 24 år) forklarer gæstebegrebet:
Når man opfatter folk som gæster, så har man en opfattelse af, at den
person ikke kan stille krav, men skal underlægger sig nogle værdier.
Hvis man opfatter en person som en ligeværdig part i samfundet, så vil
man nok vise større respekt for, hvad de personer kommer med.
Ved at holde fast i den anden som gæst, det gør netop, at man kan
stille nogle krav på det værdimæssige plan, og ikke kun at tage del i
samfundet, og være positiv, og gensidige forhold i udveksling af tanker.
Det viser, at man stiller mere krav end gensidighed.
Niklas (studerende, 24 år) forklarer, hvad det er Preben Jensen gør med
sin fastholdelse af gæstebegrebet
Han siger jo, at han skal være ydmyg over for ham (...) Der er forskel
på at være gæst og være vært, og han er vært. Uanset hvor meget han
gør, men han pakker det pænt ind og kalder det etikette, men der
ligger i det, at du altid skal gøre mere og du skal behage mig-agtigt,
for jeg er værten.
Narrativ forskning.indd 286 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 287
I 2008-interviewene er fortællingen om gæster og værters relationer og
kendetegn blevet tydeligere kridtet op. Det er ikke bare et spørgsmål
om, at være ‘gæst’, men at betone gæsten som ‘fremmed’, og én som
man kan stille krav til og som skal føje sig.
Mens vi tidligere konkluderede, at selvom fortællingen ikke direk-
te talte om racisme, så medvirkede gæstens dårlige opførsel med den
anmassende forskellighed, at værten med rette kunne reagerer vredt
og endda racistisk (Hervik 2004). Imidlertid kan man, ud fra citaterne
og betoningen af nødvendigheden om at stille krav til gæsterne, ar-
gumenterer for, at den uregerlige gæst er en uvelkommen gæst. Den
nye undersøgelse i 2008 (som altså nder sted efter Mona-Sheikh sa-
gen i 2001, efter 11. september, efter den nye regeringen i november
2001 og efter Muhammed-karikaturkrisen 2005/2006), viser at der er
sket yderligere et skred i naturliggørelsen og legitimeringen af racisme
overfor “gæsterne”. Selv om racisme-begrebet ikke blev brugt, så var
der en overraskende enighed blandt disse formodede mest tolerante
unge i landet omkring xenofobi og den brutale direkte tone i talen om
gæster.
Anne (studerende, 23 år) oplever xenofobi overalt. Hun fortæller:
“Jeg synes, at der er en fremmedendskhed generelt i befolkningen
og det er blevet mere ok, også at indvandrere sådan set er til gene, og
bare skulle smides hjem. Og det synes jeg er blevet mere acceptabelt,
at man har den holdning”. Erik (lærer, 28 år) fortsætter: “Jeg har det
samme billede, netop der er nul tolerance i samfundet”. For Jesper
(humaniorastuderende, 32 år) er der tale om en mere direkte tone: “I
gamle dage sagde man ikke tingene direkte, da k man knive i ryggen
hele tiden. Det er blevet meget mere direkte. Det betyder bare, at det
er kommet frem”.
Som beskrevet tidligere er den teoretiske udvikling af kultu relle
modeller som bagvedliggende for majoriteten i samfundet blevet af-
løst af tilgange, hvor ere kulturelle modeller ses som eksisterende side
om side. I interviewene blev gæsternes og værternes kendetegn disku-
teret. Det er her, at nye visse nye nuancer i fortællingen er dukket op,
ikke mindst i nærlæsning af xenofobi-begrebet og introduktionen af
fortællingen om gæstfrihed, hvor den rene form for gæstfrihed ikke
tillader at stille krav til gæsten. At stille krav om ydmyghed til en gæst
Narrativ forskning.indd 287 28/04/16 18.57

288 t PETER HERVIK
og sige til gæsten, at han skal nde sig i fornærmelser “og hvad som
helst”, kunne tyde på, at gæst vært-scenariet, er blevet til en slags ‘os’
indfødte danskere og så ‘de fremmede’ andre. Gæst vært-forståelsen er
utvivlsomt den dominerende fortælling, men som Strauss påpeger, så
har den teoretiske udvikling vist, at en sådan forståelse udgøres sam-
tidigt med alternative omend svagere forestillinger. Det rejser spørgs-
målet om, hvornår ‘gæst’ og ‘vært’-begreberne bliver overtaget af andre
gurer og fortællinger om forholdet mellem etablerede borgere og ny-
tilkomne.
Xenofobi og gæstfrihed
Nuancer i grundfortællingens gæst vært-gurer dukker frem ved at gå
etymologisk til værks. Ordet xenofobi betyder bogstaveligt “frygt for
fremmede.” Det kommer fra kombinationen af det græske “xenos”, der
betyder både fremmed og gæst, og fobi (frygt). Xenofobi bruges med
en antagelse om, at det er lidt mindre moralsk forargeligt end racisme,
mens den mere korrekte betydning er endtlighed overfor fremmede.
Her nder vi netop den dobbelte betydning af “frygt for den fremme-
de” og “had mod den fremmede”, hvor om man dog kan sige, at den
fremmede man frygter kan hilses velkommen som en gæst, mens den
fremmede man hader ikke kan (Hervik 2015).
Rosello fortæller, at ordet “gæstfrihed” (hospitality) er bragt i spil
som en måde at reektere over mødet mellem fremmede, nemlig gen-
nem gurerne ‘gæsten’ og ‘værten’, selvom det ikke nødvendigvis er den
mest indlysende måde at tænke forholdet mellem et land og dets ind-
vandrere på. Den oprindelige ide blandt den franske revolutions forta-
lere var, at alle mennesker var sikret retten til at være en del af nationen,
uanset om man var født i Frankrig eller sågar havde været en af de sol-
dater, som havde invaderet Frankrig. Alle havde retten til at være med
og indbyrdes blev forholdet mellem dem præget af en venskabs-termi-
nologi. Som bekendt svandt den statslige og natio nale gæstfrihed dog
hurtigt ind og begrænsninger blev indført (Rosello 2002).
Dette uforløste forhold i gæstfriheds-begrebet får Jacques Derrida
til at tale om begrebet ‘gæstfriheds’ indlejrede selvmodsigelse, nemlig
“endtlighed” (hostility). For at forstå paradokset må man først følge
Narrativ forskning.indd 288 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 289
Derridas opdeling mellem etisk gæstfrihed, som er ubegrænset hu-
manistisk, rækkende ud over lovgivningen, og med fortællinger om
helte, der tager sig af vidt fremmede personer. Historisk udgør denne
kulturelle værdi en positive størrelse i biblen. Ikke som et lantropisk
anliggende, men som en ret som fremmed til ikke at blive behandlet
med endtlighed, når man ankommer til andre folks territorium. På
den anden side ndes den begrænsede gæstfriheds politik, med grænser,
begrænsninger, cost benet-analyser, styring med begrænsede ressour-
cer og med et begrænset antal nye folk inden for de nationale grænser
(Derrida 2000).
Paradokset består i, at den person, som tilbyder (etisk) gæstfrihed,
åbner døren og tilbyder sit hjem til gæsten, gør det på betingelse af, at
gæsten bekræfter, at hjemmet tilhører værten. Tanken er, at hvis ikke
værten er herre i eget hus, så har han ingen gæstfrihed at tilbyde. Alene
dét faktum, at der ndes en dør, som kan lukkes i foran gæsten, udfor-
drer ideen om den etiske gæstfrihed (Derrida 2000)
Konklusion
Jeg har i dette kapitel set nærmere på den danske grundfortælling om
gæster og værter. Ifølge denne grundfortælling fastholdes indvandrere
og efterkommere som gæster i en slags permanent fremmedhed, der
adskiller sig fra et interkulturelt venskabsforhold. I stedet har en an-
derledes inklusivitet og gensidighed overtaget i venskabsforholdet, der
fastholder de nye tilyttere som gæster i mange år efter indvandrin-
gen. I udviklingen i studiet af den danske ‘gæst vært’-grundfortælling
som omdrejningspunkt for forståelsen af nytilkomne immigranter og
ygtninge har vi kunnet opleve, dels en øget italesættelse af grundfor-
tællingen, og dels en direkte diskussion af dens hovedgurer, nemlig
gæsten og værten. Tilsyneladende opretholdes fortællingen, mens kra-
vene til gæsten bliver mere direkte og belastende; gæsten må helst ikke
koste værten for mange penge og faktisk helst ligefrem tjene penge til
værten. På den måde er der ikke tale om en rigtig gæst, men en frem-
medarbejder, som man ikke kan slippe hurtigt nok af med igen, hvis
vedkommende ryger ud af arbejdsmarkedet. Fra lovgivningens side er
gæsten, selv som godt modtaget, først og fremmest en fremmed og
Narrativ forskning.indd 289 28/04/16 18.57

290 t PETER HERVIK
må forblive en fremmed. Derrida betegner dette forhold som en per-
vertering af gæst vært-relationen. Det er fremmedheden, som skaber
den begrænsede gæstfrihed, hvis forudsætningen er afhængigheden af
kendskabet til ubegrænset og humanistiske gæstfrihed (Derrida 2000:
73).
Ikke desto mindre betoner den nationalistisk narrativ Danmark
som et hjem, hvor værten har ret til at forsvare sin kultur, og hvor til-
yttere bliver genstand for ekskludering og fastholdelse i gæste-rollen
og endda ikke udfylder den til værtens tilfredshed. Selve kompensa-
tions-mekanismen falder i tråd med det paradoks, som Derrida viser,
at værten kan slå døren i og begrænse gæstfriheden. Man kan da ar-
gumenter for, om grundfortællingen med gurerne gæsten og værten
dermed fremstår som korrekt ud fra Derridas paradoks. Og igen – set
ud fra værtens perspektiv.
Litteratur
Arno, A. (2009). Alarming Reports. Communicating Conflict in the Daily News.
New York og Oxford: Berghahn Books.
D’Andrade, R.G. og Strauss, C. (red.) (1992). Human Motives and Cultural
Models. Cambridge: Cambridge University Press.
Dauenhauer, B. og Pellauer, D. (2014). Paul Ricoeur, i Zalta, E.N. (red.), The
Stanford Encyclopedia of Philosophy. http://plato.stanford.edu/archives/
sum2014/entries/ricoeur (22. marts 2015).
Derrida, J. (2000). Of Hospitality. Stanford: Stanford University Press.
Hanks, W.F. (1990). Referential Practice: Language and Lived Space among the
Maya. Chicago og London: The University of Chicago Press.
Hastrup, K. og Hervik, P. (1994). Introduction, i Hastrup, K and Hervik,
P. (red.), Social Experience and Anthropological Knowledge. New York og
Oxford: Routledge, 1-12.
Hervik, P. (1995). Don Iz har ondt i maven. Tidsskriftet Antropologi, 31: 65-
80.
Hervik, P. (red.). (1999). Den generende forskellighed. Danske svar på den s
tigende multikulturalisme. København: Hans Reitzels Forlag.
Hervik, P. (2002). Mediernes muslimer. En antropologisk undersøgelse af me-
diernes dækning af religioner i Danmark. København: Nævnet for Etnisk
Ligestilling.
Narrativ forskning.indd 290 28/04/16 18.57

14. FORTÆLLINGEN OM DE DANSKE VÆRTER OG DERES GENERENDE GÆSTER t 291
Hervik, P. (2003). Etnicitet og mediernes skildring af de etniske minoriteter.
Et antropologisk perspektiv, i Tufte, T. (red.), Medierne, minoriteterne og det
multikulturelle samfund. Skandinaviske perspektiver. Göteborg: Nordicom,
23-37
Hervik, P. (2004). The Danish cultural world of unbridgeable differences.
Ethnos, 69 (2): 247-267.
Hervik, P. (2011). The Annoying Difference. The Emergence of Danish Neona-
tionalism, Neoracism, and Populism in the Post-1989 World. New York og
Oxford: Berghahn Books.
Hervik, P. (2012). Ending tolerance as a solution to incompatibility: the
Danish “Crisis of multiculturalism”. European Journal of Cultural Studies,
15 (2): 211-225.
Hervik, P. (2015). Xenophobia and nativism, i Hannerz, U. og D. Boyer (red.).
International Encyclopedia of the Social and Behavioral Sciences, Anthropology,
2. udg. Amsterdam: Elsevier.
Hill, J. (2005) Finding culture in narrative, i Quinn, N. (red.), Finding Culture
in Talk. A Collection of Methods. New York: Palgrave Macmillan.
Holland, D.C. (1992). How cultural systems become desire: a case study of
American romance, i d’Andrade, R.G. og Strauss, C. (red.), Human Moti-
ves and Cultural Models. Cambridge: Cambridge University Press
Holland, D.C, Lachicotte, W., Skinner, D. og Cain, C. (red.) (1998). Identity
and Agency in Cultural Worlds. Boston: Harvard University Press.
Holland, D.C. og Quinn, N. (red.) (1987). Cultural Models in Language and
Thought. Cambridge: Cambridge University Press.
Lakoff, G. (1987). Women, Fire, and Dangerous Things. What Categories Reveal
about the Mind. Chicago og London: The University of Chicago Press.
Lakoff, G. og Johnson, M. (1980). Metaphors We Live By. Chicago: University
of Chicago Press.
Lule, J. (2001). Daily News, Eternal Stories: the Mythological Role of Journalism.
New York og London: Guilford Press.
Mattingly, C. og Garro, L. (2000) Narrative and the Cultural Construction of
Illness and Healing. Berkeley: University of California Press.
Mishler, E. (1990). Validation in inquiry-guided research: the role of exem-
plars in narrative research. Harvard Educational Review, 60: 415-442.
Peacock, J.L. og Holland, D. (1993). The narrated self: life stories in process.
Ethos 21 (4): 367-383.
Peterson, M.A. 2007. Making global news: “freedom of speech” and “Muslim
rage” in U.S. journalism. Contemporary Islam, 1: 247-264.
Polanyi, L. (1989). Telling the American Story: A Structural and Cultural Analy-
sis of Conversational Storytelling. Cambridge: MIT Press
Narrativ forskning.indd 291 28/04/16 18.57

Quinn, N. (1991). The Cultural Basis of Metaphor, i Fernandez, J. (red.),
Beyond Metaphor: Trope Theory in Anthropology. Stanford: Stanford Uni-
versity Press, 56-93.
Rorty, R. (1989). Contingency, Irony and Solidarity. Cambridge: Cambridge
University Press.
Rosello, M. (2002). Postcolonial Hospitality: the Immigrant as Guest. Stanford:
Stanford University Press
Steffen, V. (1995). Fortællinger som terapi. Livshistorier og myter i Anonyme
Alkoholikere. Nordisk Alkoholtidsskrift, 12 (5-6): 273-281.
Strauss, C. (2015). Language and culture in cognitive anthropology, i Sha-
rifian, F. (red.), Routledge Handbook of Language and Culture. Abindgon:
Routledge.
Sweetser, E.E. (1990). From Etymology to Pragmatics. Cambridge: Cambridge
University Press.
Narrativ forskning.indd 292 28/04/16 18.57