Content uploaded by Heide Wrobel Nørgaard
Author content
All content in this area was uploaded by Heide Wrobel Nørgaard on Aug 25, 2016
Content may be subject to copyright.
18
For 3000 år siden, i den nordiske bronze-
alder, blev krigere og høvdinge begravet
i gravhøje. I mosen ofrede man våben og
smykker af bronze til guderne, og rituelle
handlinger blev udødeliggjort i billeder som
helleristninger på klipper. Gravhøjene kan
vi stadig se i dag, og museernes samlinger
er rige på grav- og depotgaver af bronze.
Disse genstande, mest sværd og smykker,
men også andre typer af våben og beholdere
af metal, er overdådigt udsmykket med en
kombination af spiraler og geometriske de-
korationsbånd. Selve dekorationsstilen er
karakteristisk for et område fra Sydsverige
til Nordtyskland i perioden 1800-600 f.Kr.
Bronzealderens håndværkstekniske viden
er dog kun delvist kendt, men en ny undersø-
gelse har nu væsentligt forbedret vores viden
om den tids metalhåndværkere. En detalje-
ret analyse af de spor, der blev efterladt af
redskaber, og tekniske fejl ved fremstilling
af bronzegenstandene, har nemlig gjort det
muligt at identificere håndværkerne og de-
res værksteder. I undersøgelsen blev der
set på bælteplader, halskraver, armringe og
ringspænder, som stammer fra den ældre
og mellemste bronzealders 2. og 3. periode,
dvs. fra ca. 1430-1100 f.Kr.
For at forstå sammenhængen mellem spor
af værktøj og den antagelse, at sådanne spor
stammer fra samme håndværker, er det nød-
vendigt med en kort teoretisk gennemgang.
Årsagen til, at vi gør ting på en bestemt må-
Bælteplader, som er støbt fra spidsen, viser
undertiden fejl på toppen, som her på Lang-
strup-bæltepladen. Teknikken bag støbning
af bælteplader kendetegner værkstedet, hvor
bæltepladen blev fremstillet.
B
R
O
N
Z
E
A
L
D
E
R
E
N
S
m
e
s
t
e
r
s
t
ø
b
e
r
e
B
R
O
N
Z
E
A
L
D
E
R
E
N
S
m
e
s
t
e
r
s
t
ø
b
e
r
e
19
de, skyldes vore vaner. Vanerne gør sig gæl-
dende på den måde, hvorpå en håndværker
arbejder. Håndværkerens vaner er dannet
ud fra hans kapaciteter, i kombination med
erfaringer og påvirkninger fra omverdenen.
Det betyder, at enhver persons opdragelse
og værdier, som findes i personens umiddel-
bare omgivelser, ja, endog dennes religiøse
tilhørsforhold, i princippet vil kunne spores
i de handlinger, personen udfører. Samtidig
er de tillærte færdigheder karakteristiske for
den enkelte håndværker. En håndværker læ-
rer ved at kopiere og efterligne sin mesters
bevægelser. På grund af de små forskelle i
hver enkelt håndværkers vaner er den måde,
en teknik bliver efterlignet på også forskel-
lig. En håndværker kan dermed kendes på
den indgroede måde, hvorpå han arbejder.
Således er kendskabet til, hvordan et værk-
tøj anvendes en vigtig del af håndværkerens
vaner, og det kan spores i materialet. I bron-
zealderen, som det drejer sig om her, kan det
samtidigt forventes, at de fremstillede gen-
stande i et værksted blev udformet under de
samme teknologiske betingelser, og af hånd-
værkere med lignende arbejdsvaner, som
følge af deres fælles kulturelle baggrund.
Tegn på, at det samme værktøj blev brugt
på flere genstande er derfor af særlig in-
teresse, hvis man skal forsøge at bestemme
metalhåndværk udført af en bestemt hånd-
værker. Her er kvindesmykker som bæltepla-
derne i fokus. De skiveformede, store plader
med fremadragende spids, som kvinderne
bar foran på kroppen, bliver i dag tolket som
en del af en dragt, der viser deres ægteska-
belige status. Det er allerede påvist, at spira-
lerne på disse store bælteplader er udarbejdet
ved hjælp af et stempel, der er blevet presset
ind i en voksmodel, som siden afsatte dette
dekorative aftryk i bronzen ved støbningen
(se Skalk 1988:6). Det kan nu bevises, at
dekorationen på bestemte bælteplader og
halskraver stammer fra samme stempel. Ud
fra en meget præcis dokumentation af bron-
zegenstandene ved hjælp af utallige billeder,
kan spiralerne på de enkelte genstande sam-
menlignes med henblik på at finde matchen-
Ved at sammenligne spiralerne fra, hér, tre forskellige bælteplader: A: Vognserup (un-
derliggende foto; B: Gerdrup I (pålagt foto tv.) og C: Svenstrup (pålagt foto th.) kan man
konstatere, at spiralerne er lavet med et og samme stempel.
20
de spiraler, en slags fingeraftryk om man vil.
Her har det vist sig, at spiralerne på en stor
bælteplade fra mosefundet ved Vognserup
mose syd for Holbæk på Sjælland blev lavet
med det samme spiralformede stempel, som
spiralerne på den velbevarede bælteplade
fra Langstrup. Samme værktøj blev også
identificeret på en bælteplade fundet syd for
Næstved (Svenstrup depotet), og en syd for
Korsør på Sjælland (gravhøjen i Gerdrup).
De bronzegenstande, som er blevet frem-
stillet med det nævnte stempel, har samme
trekantede stempelaftryk i de omløbende
bånd, og et karakteristisk U-formet aftryk
i spiralens centrum. Disse dekorative ele-
menter stammer fra det samme værktøj, et
stempel eller en mejsel. Hvis der findes flere
værktøjsspor eller aftryk, som ligner hinan-
den er det rimeligt at konkludere, at genstan-
dene er fremstillet i det samme værksted af
et tæt samarbejdende håndværkerhold. Det
har derfor været muligt at finde disse aftryk
og spor på endnu flere bronzegenstande, i alt
16, der således kan relateres til et og samme
værksted i det nordvestlige Sjælland. Den
præcise lokalitet dog ikke kan indsnævres
nærmere end i nærheden af Holbæk.
Det andet værksted lå i det nordøstlige
Sjælland, muligvis i nærheden af Hillerød,
og står bag fremstillingen af genstande med
et helt særligt afrundet spiralstempel. Dette
stempel blev anvendt til spiralerne på to
bælteplader fra hvert sit store depotfund på
Sydsjælland, samt på en bælteplade og en
halskrave fra et gravfund vest for Helsingør,
altså ca. 100 km fra de to første fundsteder.
Gravfund indeholder oftest lokale genstan-
de, og de kan derfor bruges til at bestemme
værkstedernes placering. Derudover kan det
nu påvises, at flere genstande er dekoreret
med et særligt trekant-mønster og specielle
aflange timeglas-formede tryk, som også er
karakteristiske for Hillerød-værkstedet.
Men Holbæk- og Hillerødværkstederne
kan ikke kun adskilles fra hinanden gennem
de ovennævnte observationer. Rent teknisk
viser der sig også en anden stor forskel. Ved
fremstilling af bælteplader blev der brugt
tabt-voks-metoden (også kaldt cire-perdue).
En voksmodel af genstanden bliver pakket
ind i ler, som senere skal bruges som støbe-
form. Når leret er tørt, bliver vokset smeltet
ud, og det flydende metal bliver hældt ned
i formen. Især ved de store bælteplader har
arbejdsprocessen været delt i to faser. Først
blev den store plade formet i voks, dekore-
ret og støbt. Derefter blev dens spids formet
som voksmodel og støbt direkte sammen
med den allerede færdige plade. Eksperi-
menter har vist, at spidsen blev støbt på den-
ne måde, og at det flydende metal enten blev
hældt i støbeformen fra bagsiden eller, som
først for nyligt erfaret, også fra forenden af
spidsen. Det viste sig, at kun få store bælte-
plader i Danmark blev fremstillet på sidst-
nævnte måde, og at de fleste af disse fandtes
Værkstedet ved Holbæk er
kendetegnet ved et særligt
trekantet dekorationsele-
ment, som her ses på hals-
kraven fra Vognserup. – Alle
fotos er af Heide W. Nør-
gaard, med tilladelse fra
Nationalmuseet.
21
på Sjælland. Håndværkerne fra værkstedet i
det nordvestlige Sjælland støbte spidsen fra
forsiden, mens håndværkerne fra værkstedet
i det nordøstlige Sjælland støbte spidsen fra
bagsiden, fra »øjet«.
Disse sjællandske værksteder har hver
især haft et hold af meget dygtige hånd-
værkere, og de er sikkert blevet støttet af
gruppens høvdinge, som derved kunne præ-
sentere deres magt gennem de fineste gen-
stande. Især værkstedet i det nordøstlige
Sjælland viser en struktur, hvor råmateriale
og tid var til rådighed i rigelige mængder,
en situation, der ikke var almindelig i bron-
zealderen. Dette kan konkluderes ud fra et
studie af bronzealderens værksteder i Nord-
tyskland og Sydskandinavien, hvor også
smykker fra Fyn, Jylland og Nordtyskland
er blevet undersøgt for håndværksspor. Un-
dersøgelsen har resulteret i identifikation af
ialt 11 små værksteder, hvoraf tre formentlig
lå i Midt- og Nordjylland. Tre andre mellem
Elben og Aller-åen i Niedersachsen og tre i
Mecklenburg. Med hjælp fra moderne og et-
nografiske studier, der omhandler organisa-
tionsmønstre i håndværk, er det sandsynligt,
Bæltepladernes spids blev støbt på hver sin måde i værkstederne fra hhv. Holbæk- og Hil-
lerød-egnen. På Holbæk-egnen støbte man fra forsiden, hvilket bl.a. ses på bæltepladen fra
Vognserup Mose. Det kan ses, at den fine dekoration omkring roden af spidsen er ubear-
bejdet (A). På bagsiden kan man se, at den overskydende, flydende bronze er løbet ud af
formen og har spredt sig på pladen (B) . På Hillerød-egnen derimod, støbte man spidsen fra
bagsiden (fra »øjet«), hvor der ved spidsens fod er tydelige mærker i dekorationen fra en ef-
terbearbejdning, hvor overskydende materiale er fjernet, som det ses på pladen fra Gerdrup
II (C). På bagsiden er en anderledes ren og skarp afgrænsnig ved »øjet« (D) .
A B
CD
22
at de fleste har været små slægtsbaserede
værksteder. Man kan ved disse værksteder
observere karakteristiske værktøjsspor på
genstande, som på samme tid er dekoreret
med professionelt udførte mønstre i deko-
rationen, i kombination med dårligt udførte
og sjuskede elementer. Dette kan ses som et
tydeligt tegn på, at mester og lærling arbej-
dede sammen på de samme genstande.
Disse værksteder fremstillede genstande,
også finere smykker, til deres nærområder.
En håndværker i sådan et værksted var for-
mentlig kun delvist beskæftiget med at ska-
be smykker og bronzegenstande. Han skulle
også arbejde på sin jord og på sin gård. Det
er sandsynligt, at mestrenes arbejdere blev
betalt med råmateriale eller, især hvis det
var i høsten, blev betalt med arbejde.
Blandt de 11 værksteder kan der i hver re-
gion påvises et værksted med et særligt stort
distributionsområde. Det viser sig ved værk-
steder omkring Viborg (Midtjylland), Lü-
neburg (Nordtyskland) og i ådalen i Meck-
lenburg (Nordøsttyskland). De har haft en
meget stor teknisk viden og høj håndværks-
mæssig kvalitet, som også bærer tydelige
tegn på idéudveksling mellem værksteder-
ne. Værkstedet ved Holbæk viser en sådan
struktur. Sådanne regionale værksteder har
sikkert ikke fungeret som byens smedje. De
skal nærmere ses som et sted, hvor områdets
dygtigste håndværkere jævnligt samledes.
Hvor unge håndværkere kunne få ny inspi-
ration, og hvor viden blev delt for at styrke
fællesskabet. Sådan et »værksted« eller laug
kan have haft specielle ansvarsområder, som
gavnede regionen. De kunne have fået til
opgave at fremstille genstande til religiøse
formål, på grund af det centrale værksteds
dygtige håndværkere.
Værkstedet i det nordøstlige Sjælland, ved
Hillerød, var anderledes. Genstandene viste
ingen tegn på uddannelse af nye håndværke-
re, hvilket for eksempel kan ses i en genta-
gelse af de samme fejl. Bronzegenstandenes
kvalitet var ekstremt høj, og alle deponerin-
ger på de danske øer fra denne periode har
mindst én genstand, der stammer fra dette
værksted. I middelhavsområdet fandtes så-
danne arbejdsforhold i bronzealderen kun i
forbindelse med kongemagten og kongens
egne værksteder. Noget lignende skal også
konkluderes her: værkstedet i det nordøst-
lige Sjælland var tilknyttet en politisk elite,
der således kunne vise sin rigdom, magt og
viden indenfor et stort geografisk område.
Heide Wrobel Nørgaard
VIBORG
HOLBÆK
LÜNEBURG
HILLERØD
MECKLENBURG
Værksteder, som dels har et højt håndværks-
mæssigt niveau, dels viser tegn på videns-
udveksling, samt har et stort distributions-
område, findes i hver region ( ). De er tit
omgivet af små slægtsbaserede værksteder
( ) . Derimod fandtes ved Hillerød et værk-
sted af særlig karakter ( ) med et stort di-
stributionsområde, som sandsynligvis blev
brugt, også politisk, af eliten.